Lad Dag ordne det

Film -”Hammarskjöld”

Velfungerende, skæbnetungt drama, der skildrer FN’s generalsekretær, Dag Hammarskjölds, sidste år, da han under Congo-krisen i 1960 forsøgte at forhindre Katanga-provinsens løsrivelse.

Forretningsmanden Tshombe (Hakeem Kae-Kazim) udråber sig selv til præsident, stærkt støttet af belgiske mineinteresserer og ditto tropper.

Samtidig står generalsekretær Hammarskjöld ( Mikael Persbrandt) i spidsen for afkoloniseringen af Afrika – et projekt så stort og idealistisk, at han naturligvis må ende på forsiden af New York Times.

Så selvfølgelig kan han ikke lade kapitalistiske interesser, støtter af diverse supermagter, splitte Congo af og samtidig lade Tshombes lejetropper myrde løs.

Krisen spidser yderligere til, og den socialistisk orienterede, retmæssigt valgte præsident Lumumba (Jordan Duvigneau) tigger om hjælp og støtte fra FN.

- Lad Dag ordne det, kan man høre dem sige i FN’s hovedkontor. For den svenske embedsmand har tidligere fundet en fredelig løsning på Suezkrisen og fået amerikanske soldater løsladt fra Kina.

I de indledende rulletekster tilstår den danske instruktør Per Fly, at filmen her måske ikke er et historisk korrekt billede af, hvad der rent faktisk foregik.

Til gengæld er der kommet et stærkt portræt ud af filmen.

Af et tænksomt, religiøst pligtmenneske, der kæmpede for fred og retfærdighed. Fornemt spillet af Persbrandt, der lige som de store amerikanske filmskuespillere, Robert De Niro, Jack Nicholson og Al Pacino, har den der forunderlige evne til at gå i ét med sin rolle.

Så når du lige ser ham tone frem som idealistisk generalsekretær, tænker – det er jo Persbrandt.

Få minutter efter har du glemt det og ser ham, som det han spiller. Et bekymret, engageret menneske i spidsen for en organisation, der skulle sikre freden i verden.

Ligesom virkelighedens Hammarskjöld (1905–61) går Persbrandt nemlig til ydergrænsen af, hvad han faktisk er bemyndiget til. Indsætter FN’s sikkerhedsbevarende styrker uden Sikkerhedsrådets godkendelse for at tvinge Tshombe til forhandlingsbordet.

Det forhindrer naturligvis ikke, at de skumle og mægtige interesser bare giver op. Dem er der også rigeligt af i filmen – og de næsten lige så nemme at kende, som de usoignerede skurke, der optrådte i min barndoms Hopalong Cassidy-film.

Militærrådgiver Hunter eller rhodesianske Radcliff, der stiller deres kompetence til rådighed for den belgisk støttede Tshombe.

Det skulle jo ende galt, og gjorde det også for virkelighedens Hammarskjöld, der lige som i filmen omkom ved et flystyrt i september 1961.

Det er en film, der er klar og tydelig i budskabet. Stormagterne var ikke interesseret i at lade de nyligt frigivne kolonier få råderet og magt over deres egne ressourcer og rigdomme. Som de kobberrigdomme, som gemte sig i jorden i Katanga.

Omstændighederne omkring flystyrtet er aldrig blevet rigtig opklaret, men Flys bud er sikkert ikke skudt helt ved siden af.

Overfor så mægtige kapital- og magtinteresser må selv en dreven diplomat da kunne indse, at det ville være bedst at vige.

Midt i det storpolitisk farvede spil er der også blevet plads til skildring af en ufuldbyrdet kærlighed til ungdomsvennen og forfatter Peter Levin – spillet dækkende af Thure Lindhardt, der får luftet sit dansk-svenske.

Det er en film, der kan minde om amerikanske mainstreamfilm. Med den ensomme men principfaste helt – bogstavelig talt med aben på skulderen – der kæmper for retfærdighed på trods af umulige odds.

Og du kunne da ønske, at det var muligt at indsætte FN’s fredsbevarende styrker, sådan som Hammarskjöld gør det, i vore dages urolige, krigshærgede verden.

F.eks. i Gaza og Ukraine for at tvinge de stridende parter til forhandlingsbordet. Men den tid er jo for længst forpasset.

Det mislykkes for en gangs skyld for Dag i filmen. Men i virkelighedens verden, efter mordet på Lumumba i 1961, lykkedes det FN-styrkerne at nedkæmpe det uafhængige Kantaga-styre i løbet af et par år, inden landets enhed blev genoprettet i 1964-65.

Det er en stærk skildring af, hvordan Afrika og dets befolkning blev kastebold mellem superstormagter og kapitalinteresser dengang i 60’erne, hvor kolonimagternes åg endelig skulle kastet bort. Hvor lokkende frihed og selvstændighed tilsyneladende var inden for rækkevidde.

Og ikke mindst er Persbrandts portræt af Hammarskjöld vemodigt bevægende og tankevækkende. Det er ganske givet det, som står tydeligst tilbage på bundlinjen, når filmen ender.