Korset er mit

FILM: 

”Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya”

-Kære Gud. Hvad nu?

-Op

-Det er for tidligt at blive vækket.

-Du skal til jobsamtale om en time.

Petrunya (Zorica Nusheva), 32 år, er arbejdsløs historiker i landsbyen Stip i Makedonien. Nu skal hun igen ud at søge arbejde. Mor har skaffet hende en jobsamtale på tøjfabrik, hvor syerskerne sidder som burhøns ved deres maskiner, mens chefen troner inde i sit glasbur og kan følge med i alt.

-Hvad skal jeg med en historiker, er hans udgangspunkt, og i løbet af jobsamtalen lykkes det ham at krænke og ydmyge Petrunya i en grad, så det gør ondt. Det både verbalt og fysisk. Også på os tilskuere.

Hun får ikke jobbet

Hun får ikke jobbet. Vred og skuffet traver hun ned til floden, hvor den lokale, ortodokse præst ifølge med et større religiøst optog gør klar til at smide et lille trækors i den kolde flod.

Sådan som traditionen foreskriver 19. januar på Åbenbaringens dag. Frysende unge mænd står under broen, klar til at hoppe i og fange korset. Held og evig lykke vil følge den, som får kolde fingre i trækorset.

Så springer Petrunya i, griber korset, og det skulle hun nok aldrig have gjort. For det er forbudt for kvinder at deltage.

Sådan har det altid været

Hvorfor? Fordi – ja, sådan har det altid været, og sådan har kirke og forældre – ja, alle præket og lært deres børn – kun mænd må deltage.

Men Petrunya nægter at aflevere. Korset er mit!

Politi og kirke i uskøn forening er snart efter hende, og hun ender på den lokale politistation. Anholdt for hvad? Ja, der er netop det, som er problemet. En kvindelig tv-reporter, Slavica (Labina Mitevska) har fået fat i historien, og vi følger med på sidelinjen, mens hun stiller kritiske spørgsmål.

Køkkenbordsrealisme

Det er køkkenbordsrealisme fra øverste skuffe, hvor billedside og manuskript i sømløs forening bringer os tæt på den virkelighed, som de her ”almindelige” mennesker lever i.

I nedslidte lejligheder med fedtet voksdug i faldefærdig beton følger vi dramaet. Som i virkeligheden er et opgør med al den mandlige uforstand, Petrunya er blevet mødt med, siden hun som nyfødt kom skrigende til verden.

Det er knivskarpt og skærende præcist skildret, hvordan mandsforskruede normer gemmer sig inde i både kirke og politi – ja, i hele samfundet. Og det bliver Zorica Nusheva i rollen som korsbæreren, der afslører og afdækker dem – igen og igen.

Hun spiller hovedrollen formidabelt, frodig smuk, på en gang naiv og stædig, hjertevarm og temperamentsfuld. Især i nærbillederne fra afhøringslokalet brænder hun igennem med brune øjne. Bange og vred, men også vedholdende erklærende sin uskyld.

Hvad har jeg egentlig gjort forkert? Ud over at være kvinde?

Et patriarkalsk samfund

Symbolsk refererer filmen til Jesus Kristus, der som bekendt også havde sit tunge kors at bære på, inden han blev udfriet på Golgatha. Og Petrunya bærer sit udholdende og modigt, skønt hun bliver forhånet og forudlempet, så #MeToo må forbarme sig.

Her er virkelig tale om et patriarkalsk samfund, der ganske selvfølgeligt føler det naturligt at knuse oprørske kvinder.

Undervejs bliver der dog også plads til en spædt spirende kærlighedshistorie samt Petrunyas tilgivende moderopgør – ”du forstår det ikke, og det er i orden”.

”Gud eksisterer…” er voldsom præcis, voldsom vedkommende og med en overraskende slutning båret af befriende menneskekærlighed.