Perverse Hans

Film - ”Grosse Freiheit”

Filmen åbner med en knitrende smalfilmsfremviser. Vi er på et snusket offentligt toilet, hvor mænd efter et par hurtige øjekast har hård, kontant sex. Fellatio - med en mand knælende foran en åben gylp, eller ind på toilettet for at trænge ind bagfra.

Men der er ikke en privat film, vi ser. Men anklagemyndighedens overvågningskamera skjult bag spejlet, som har fanget de homoseksuelle mænd i de mest intime situationer. Uden deres vidende.

Og nu sidder Hans (Franz Rogowski) anklaget efter paragraf 175, der forbyder homoseksualitet i Vesttyskland. Året er 1968, og Hans erkender sig straks skyldig, og dommen falder – 24 måneders fængsel.

Turen går til fængslet, og du aner hurtigt, at det ikke er første gang for Hans. Rutineret klæder han sig af og spreder uden opfordring ballerne, så fængselsbetjenten kan se, at han intet har at skjule.

Udover at han er homoseksuel og er til kærlighed med mænd.

Filmen er optaget ”on location” i et gammelt, nedslidt fængsel. Rå vægge, larmende stemmer, udlevering af tøj, blikfad og lortespand. Det er en realistisk beskrivelse af fængslets rædselsfulde gentagne monotone hverdag, der til sidst kværner menneskeskæbner i stumper og stykker.

Samtidig er filmen fornemt filmet, og lyssætningen kan minde om den hollandske maler Vermeers leg med skygge og nuancer, når vi bevæger os indenfor i de afskallede, kolde celler.

I fængslet møder Hans en gammel cellekammerat Viktor (Georg Friederich), men også den unge lærer Leo (Anton von Lucke), som han havde sex med på toilettet.

De homoseksuelle er nederst i hierarkiet – ikke bare ude i samfundet, men også i fængslet, og snart ryger Hans nøgen i isolationscelle for at have forsvaret Leo.

Det er Franz Rogowkski i hovedrollen som Hans, der bærer denne film. På en gang sårbar og samtidig sej, fordi han på intet tidspunkt svigter sin egen seksualitet. Køn på sin egen plagede James Dean-måde og samtidig desillusioneret klar over, at han ikke kan forvente noget af nogen som helst.

Det er stærkt spillet uden det store at gøre med rent replikmæssig. Og overfor gør Georg Friedrich det lige så stærkt, som den morddømte Viktor, der møder Hans første gang, da han i 1945 bliver overført fra nazisternes kz-lejr for at afsone det sidste af sin straf i fængsel.

- Hvis du rører mig, er du død, lyder der fra Viktor.

De to sammen leverer skuespil, du tror på. Øjne, ansigtsmimik og kropssprog, siger mere end mange ord. Mens de unge mænd, som Hans forelsker sig i – i form af Anton von Lucke (Leo) og Thomas Prenn (Oskar) – står lidt mere spagt og uforløste.

Langsomt vokser et uventet, famlende venskab mellem Hans og Viktor, mens vi tidsmæssigt hopper mellem 1945, 1957, 1968 og videre frem. Fængslet, den rå magtanvendelse og håbløsheden gentager sig selv i ulidelighed. Lortespanden bliver skiftet ud med et toilet, men ellers er alt det samme.

- Intet er gratis herinde, lyder det fra Hans på et tidspunkt til Leo. Og dog holder han selv fast i sin egen menneskelighed og forsøger at realisere sin kærlighed, skønt den er umulig.

Det er en nøgtern, realistisk skildring af et stykke glemt og fortrængt tysk historie. Paragraf 175 gjorde homoseksualitet forbudt indtil 1969, men forsvandt først fra det juridiske system i 1994. 100.000 mænd blev retsforfulgt i efterkrigsårene i Vesttyskland med fængselsstraffe op til 10 år.

Der er en bevægende personlig historie om et enkelt menneskes kamp mod et uforstående samfundssystem. Smukt illustreret når Hans sidder i mørket i isolation og får strøget en tændstik, mens den norske trompetist Niels Peter Molvær væver vemodig højfjeldslyrik ind over på lydsiden.

Uden illusioner kæmper han for sin ret til at være den, han er. Og den ironiske slutscene på bøssebaren ”Grosse Freiheit” illustrerer fornemt, hvor lang vej der stadig var, da paragraf 175 blev delvis ophævet.

En film, der ganske overbevisende forener fængselsdrama med kærlighedshistorie.