Øksemanden og ridderen

Film -”The Green Knight”

Lyden af et skarpt sværd, der klingende bliver trukket af læderskede. Ædle jomfruer så skønne, at du ikke tror dine egne øjne.

Og selvfølgelig en tapper ridder, der bekæmper alt ondt. Med lanse og sværd, renhjertet og ædel. Men hvad skal vi egentlig bruge ridderfilm til i dag?

Den her har i alle tilfælde ikke meget sværdsvung over sig. Langtrukken og småokkult i et sært overbud af mystiske hændelser, der ikke rigtig hænger sammen.

Det er juletid ved Kong Arthurs hof, da en mystisk ridder (Ralp Ineson) ankommer.

Stor og tung som et bjergmassiv gungrer det jordskælvsagtigt, når han går. Den grønne ridder – for ham er det – har en udfordring med.

Den som tør tage kampen op mod ham, kan vinde hans mægtige grønne stridsøkse.

På en betingelse – et år og en dag senere, skal udfordreren igen give møde til en strid.

Der er sært nok ikke rigtig nogen af de brave riddere af det runde bord, der tør tage mod udfordringen. På nær den unge Gawain (Dev Patel).

Han låner Kong Arthurs sværd, og så sker der noget overraskende. Den grønne ridder knæler ned, så det faktisk er lige så nemt at gøre ham hovedløs, som at hugge toppen af et blødkogt æg.

Og så ridder den hovedløse bort med hovedet i den ene hånd. Grinende. Parat til at få besøg af Gawain et år senere.

Gawain er fejret helt et års tid og dulmer bekymringerne med massivt drikkeri, men afsted skal han jo.

Det bruger vi så resten af filmens spilletid – eller hedder det spildtid – på. Gawain kan ikke rigtig finde ud af, hvilke udfordringer, der nu møder ham, og det kan vi heller ikke.

Filmen bygger på digtet "Sir Gawain and the Green Knight", skrevet i det 14. århundrede af en ukendt digter. 2500 ord, vers med bogstavrim, pakket med symbolik, allegorier og mystik. Digtet blev genudgivet i 1925 af selveste Ringenes Herre-forfatteren, J. R.R. Tolkien, og oversat af samme.

Et digt med realistiske detaljer, men samtidigt mytologisk i sin skildring af kampen for at tage styring over sin egen skæbne.

Filmen har form af tre dele. Anslaget med udfordringen, rejsen mod opgøret, og endelig forsøget på at forme sin egen fremtid. Men kors hvor er den lang og omstændig. Tager sig masser af tid.

Tid, du snildt kunne have brugt på noget mere fornuftigt. Filmen betjener sig af et mytisk, okkult billedsprog, hvor henvisninger til hedenskab og kristendom bliver blandet i et forsøg på at skildre et middelaldersamfund under forvandling.

Gawains mor er selvfølgelig heksen Morgan Le Fay, og i virkeligheden er det måske hende, der sidder og trækker i fremtidens tråde.

Gawain bliver spillet nydeligt af den sortkrøllede Dev Patel, kendt som Jamal fra "Slumdog Millionaire", mens han og vi bliver trukket gennem den ene mystiske scene efter den anden.

Med store ængstelige hundeøjne, så vi kan forstå, at Gawain er en martret mand, der prøver at gøre det eneste rigtige, mens han bliver fristet af både en indladende, dristigt nedringet slotsfrue (Alicia Vikander) eller møder lumske vejvisere.

Det er undskyld udtrykket – ganske hovedløst – og hvis du var på jagt efter rask sværdkamp eller ædelt heltemod, er det ikke den her, du skal løse billet til.

Skuespillet er på det jævne, billedsiden ganske nydelig på landskabssiden med brug af computeranimation til levendegørelse af usandsynlighederne.

Som også tæller en stivbenet ræv, nøgne kæmpekvinder og talende hoveder liggende på gulvet.

Tung i optrækket, langtrukken fortænkt, sær okkult og rodet – en sand ørkenvandring at komme igennem – også med den lange ordløse slutning, hvor vi lige som skal have at vide, hvad der sker, hvis man glemmer sin egen anstændighed som menneske.

Måske var det nemmere og mere givtigt at læse digtet. Og danne sine egne indre billeder.