Livsbekræftende

FILM: "Grandmother"

Det er jo ofte sådan, at film om døden kan være noget af det mest livsbekræftende, der findes. Således også  i denne film om venskab, slægtskab og tolerance.

I filmens første scene møder vi Sam, der netop er blevet bortvist fra sin kostskole. Vi følger ham og hans far i bilen på vej hjem. Og allerede her står det rystende klart: De har ikke det bedste forhold til hinanden.

I bilen hjem fortæller far, at hans (forhadte) mor skal bo hos dem i et par uger. Hun har problemer med et brækket ben, som ikke vil hele. Men hun har sin egen sygeplejerske med. Der er kun én ting, vi lige skal have på plads: Bedstemor skal have en flaske gin. Hver dag.

I det første møde mellem Sam og bedstemor Ruth ender det - helt efter drejebogen - grueligt galt. Ruth sidder i kørestol og kan kropsligt intet - andet end at drikke. Til gengæld er hendes hjerne skarp. Så knivskarp at man nemt skærer sig på den.

Ved deres første møde er Sam alene med bedstemor. Hun kan ikke gå, og hun skal på toilettet. Han er nødt til at hjælpe. Men som den skarpe farmor siger: Dette er mindst lige så ydmygende for mig, som det er for dig! Du kan se scenen på billedet over artiklen.

Og Ruth har bestemt heller ikke gået på flinkeskole. Når præsten kommer på hjemmebesøg hos hende for at tilbyde nadver, så får han et par på frakken med hendes spadserestok. Og når Sam kommer med en kande gin og vand til hende, der er for tynd, så kaster hun glas efter ham.

Men vi finder sandelig også snart ud af, at Sam har problemer nok. Han er aldrig kommet sig over tabet af moren. Han kan ikke tilgive far, at han sendte ham på kostskole umiddelbart efter morens død. Sam er - som farmor - udadreagerende og ligeglad med konsekvenserne. Han er en misantropisk teenager. Og han lider af selvmordstanker.

Der er med andre ord - og det har du sikkert allerede regnet ud, kære læser - lagt op til, at de to skal finde hinanden.

Naturligvis gør de det, og det bliver et smukt venskab med en afgrundsdyb forståelse.

Selv om handlingen følger sit plot så banalt, som var det skrevet af en førsteårsstuderende på forfatterlinjen, så er det alligevel en særdeles lydefri fortælling. Vi forstår den som seer. Vi føler den. Og vi føler bestemt ikke, at der er lagt op til nogle lette løsninger.

Der er sandelig også rigeligt med konflikter fra start til slut. Filmen er et lille kammerspil med to hovedroller og to biroller. Plus en masse statister. Men hold nu op hvor det fungerer godt.

Der skal mindst to til at få sådan noget til at fungere suverænt. Det er Charlotte Rampling og George Ferrier.

Det er mesterligt skuespil fra begges sider. Charlotte Rampling kan udtrykke stort set hvad som helst blot med sit ansigt, så hun er et fund i rollen som den tvære gamle bedstemor. Hun er en stjerne.

Det er måske en endnu større overraskelse at møde George Ferrier i rollen som den unge knægt med de eksistentialistiske problemer. Også han kan trylle alene med sit ansigt og udtrykke rigtigt meget uden ord. Vi kommer med garanti til at se og høre meget mere til ham, for den 21-årige skuespiller er et lysende talent.

Nåja: Man kan da godt brokke sig over, at han måske ser lidt for gammel ud til at spille rollen som 17-årig. Men på den anden side set: Han kan sit kram.

Filmen er skrevet og instrueret af Matthew J. Saville, og fortællingen er hans egen. Det er hans møde med sin egen bedstemor, der er udgangspunkt for filmen. Det er jo herligt, når man har en god historie inden for rækkevidde. Når filmen lykkes så godt, skyldes det sikkert også, at dette er a true story.

På engelsk hedder filmen "Juniper" - I den danske oversættelse er det så blevet til "Grandmother", som enhver dansker kan forstå. Og sikkert også forstår bedre end et antikveret begreb som bedstemor. Juniper er ellers en elegant titel for en film, der i den grad handler om gin - som jo spiller en stor rolle i filmen. Juniper betyder enebær på engelsk. Og gin er som bekendt lavet på enebær.

Men se endelig denne film, for det er en voldsomt livsbekræftende oplevelse.