Israels jernlady i krig

Film - ”Golda”

Yom Kippur – også kaldet forsoningsdagen – er det tidspunkt på året, hvor jøderne føler sig tættest på Gud. Jøderne faster og forsoner sig også med venner og bekendte, for det ondt, de har gjort dem i løbet af året.

Netop på Yom Kippur-dagen, 6. oktober 1973, for snart 50 år siden, valgte styrker fra Egypten og Syrien at angribe Israel i et koordineret overraskelsesangreb på Sinai-halvøen og Golanhøjderne.

Skønt Israels premierminister, Golda Meir, var blevet advaret af den israelske efterretningstjeneste Mossad, tøvede hun med at mobilisere hæren, bl.a. fordi hendes hærledelse ikke troede på informationerne.

Sådan åbner filmen her, hvor vi følger Israels første og eneste kvindelige statsminister, Golda (1898-1978), russisk født, med efternavnet Mabovitch, indædte kamp for at vinde og overleve angrebet.

Det gælder staten Israels overlevelse, og vi følger på ganske tæt hold hendes overvejelser og er lukket helt ind i magtens centrum, hvor hun kæmper med sin hærledelse om at træffe de rigtige og bedste beslutninger.

Med til at give dramaet autentisk liv og nærvær er de mange historiske optagelser af militære aktioner, ligesom præsident Nixon og USA’s daværende udenrigsminister Henry Kissinger også er med i korte dokumentarklip.

Men det er først og fremmest Helen Mirren, maskeret til nærmest ukendelighed som Israels jernlady, der giver dette højspændte krigsdrama nærvær og nerve.

Hun magter hele registeret i dette portræt af en kvinde, der både er hensynsløs brutal, storpolitisk snu og dreven og samtidig sorgknust og skrøbelig, når hun igen og igen må træffe nådesløse beslutninger.

Militære ordrer og beslutninger, der koster hundredevis af unge soldaters liv, når krigens ubønhørlige dødskværn bliver fodret.

Bemærk hvordan filmens evigt cigaretrygende Golda hele tiden pertentligt noterer, hvad endnu en fejlslagen militær aktion har koster af liv og materiel.

Mirren skaber en fin balance med både følelser og humor i sit portræt af et magtmenneske. Men også et menneske, der må skære igennem og få det gjort, som der skal til for at vinde krigen.

Det er stor skuespillerkunst at ramme både den moderlige omsorg og den skånselsløs kyniske beslutsomhed tilføjet et stænk nådesløs hævngerrighed.

Omkring hende gør Liv Schreiber det nydeligt som Henry Kissinger, mens franske Camille Cottin spiller Goldas omsorgsfulde sekretær og nærmeste fortrolige medarbejder.

Det er tempofyldt og dirrende nervespændende at følge med i, hvad der foregik – eller rettere – hvad man kunne forestille sig skete, da magtens jernlady og hendes sammenrend af indbyrdes uenige generaler skulle vælge, hvordan staten Israel bedst bekæmpede overmagten.

Det er også en film, som igen og igen, understreger og tager afstand fra krigsvanviddet, når vi oplever israelske tropper falde i egyptisk bagholdsangreb, mens hærledelsen og Golda magtesløse må opleve, hvordan kampvogne bliver smadret af missiler.

Kaos og panik bliver her også illustreret ved en voldsom opskruet lydside, ligesom de mareridtsagtige telefonopkald Golda på et tidspunkt får fra ”døde” ukendte sjæle.

Som bekendt endte krigen med våbenhvile og en senere fredsaftale, efter at den egytiske præsident Sadat havde anerkendt staten Israel. Da israelerne havde omringet Egyptens tredje arme, der stod overfor udslettelse.

Men der er ikke den historiske 110 procent korrekte fortælling, du skal lede efter i denne film. Du skal gå ind og se den for Mirrens fornemme portræt af en kvinde, der beslutsom og stålsat kæmper for sit land og sit folk. Og samtidig er så menneskelig skrøbelig.