Livet tæt på bunden

FILM: "Gloria Mundi"

Karaktererne i denne film finder vi på vejen ned mod samfundets bund. Ikke på bunden. Men på vejen. Tæt på bunden.

Det er en flok bundhæderlige folk, men de er fattige. Og der i Marseilles, hvor filmen foregår, udgør bistandshjælpen nogle få tusinde kroner om måneden. Så der må arbejdes. Men det er svært i et samfund, hvor arbejdsløsheden er høj.

Gloria er filmens tavse titel-person. Der kommer et vræl fra hende i ny og i næ. Måske også lidt pludren. Det er det hele. Filmen handler nemlig meget mere om Glorias familie: Mor og far, mormor og morfar, bonusmorfar, onkel og moster.

Når man er så tæt på bunden, så må man holde sammen på stumperne. Især må man hjælpe hinanden.

Den person, der holder sammen på det hele er Sylvie. Mormor.

Hun arbejder om natten - for da er lønnen højere. Hun gør rent. Hun knokler som et bæst. Hun har virkelig betalt en høj pris for at kunne holde sammen på alting her midt i armodens centrum. En pris hinsides det rimelige, finder vi efterhånden ud af. Men hendes hjerte er stort, og andres behov kommer altid først.

I filmens start bliver hendes gamle ægtemand løsladt efter 20 år bag tremmer - dømt for mord. Han ville redde en kammerats liv. Det kostede en bandit livet. Og en næsten livslang spjældtur til Daniel.

Også Daniel kommer jo fra samfundets bund, så der er ingen grund til blødsødenhed, når straffen skal udmåles. Daniel er Glorias kødelige morfar. Også han har et stort hjerte. Og i filmens slutscene ser vi, at det er vanvittigt stort.

Sylvie har to døtre, Mathilda (Glorias mor) og Aurora. Forskellige som ild og vand, men med en hel del egoisme som  fællestræk.

Denne stakkels, fattige familie følger vi så i et halvt års tid. Søster Aurora og hendes mand er dog ikke helt så fattige: De lever af at sælge (andre) fattige folks ting, som de køber billigt. Men selv om der hos dem er råd til den daglige bane kokain, så tilhører de alligevel samfundets bund.

Men det, filmen for alvor portrætterer, er et samfund uden sikkerhedsnet, og hvor det er noget sjovere at være rig end at skulle hustle sig igennem med tarvelige, dårligt betalte jobs.

Og lad os lige pointere: Der er dælme ikke nogle arbejdssky elementer lige her. Alle er villige til at arbejde dag og nat, for at få livet til at fungere bare nogenlunde rimeligt.

Nej: Det er det franske samfund, den er helt galt med.

Filmens stærke side er naturligvis skildringen af de gode mennesker nede på bunden. Lige der ligner filmen en fransk udgave af Ken Loach. Der er dyb og kærlig respekt for disse slidere, som får samfundet til at fungere for ussel betaling.

Den franske udgave af Loach hedder Robert Guédiguian. Han har en stærk filmografi bag sig, hvor han fortæller om de samme mennesker som Loach. Kan du lige Ken Loach's film, vil du også lide dette her.

Ariane Ascaride vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin skildring af Sylvie på filmfestivalen i Venedig. Og det er også en fornem præstation, vi ser udspillet lige her. Selvudslettende med fokus på andres behov. Altid parat til at sige det rigtige til et familiemedlem i nød. Ariane Ascaride rammer den lige i plet.

Filmen er fortalt i et stille og afdæmpet tempo. Mange af billederne er måske overflødige, men kigger man efter, så er de fyldt af symboler - sådan i al diskretion.

Vi ser også i filmens start et billede med filmens titel. Men små står der lige efter: sic transit. Men andre ord står der "Gloria Mundi sic transit". Det er latin og betyder "Således går det med verdens herlighed". Det kan man jo så spekulere lidt over. Herlighederne går i hvert fald forbi disse mennesker. De må bare klare sig, så godt de nu kan.

Denne film er milelangt væk fra den sædvanlige Hollywood-klicheer. Den er jo fransk. Hvor er det herligt med film, der ikke er engelsksprogede. Europæiske film kan noget andet end de amerikanske. De kommer ofte tættere på, fordi de handler om nogle meget mere jordnære typer alle alle de flyvske amerikanske actionfilm.

Når det er sagt og skrevet, så kommer jeg dog også til at tænke på, at jeg så småt begynder at savne den faste Hollywood-kliche. For siden coronaen brød ud, har amerikanerne holdt igen med deres film. Eller sendt dem direkte til streaming-tjenesterne.