Huller i erindringen

FILM - ”Gensyn med Paris”

Fransk film, der former sig som en lang smertefuld traumebearbejdelse.

Mia (Virginie Efira) er journalist og russisk translatør og bor i Paris med sin lægemand Vincent. Et trygt middelklasseliv i byernes by. Efter arbejde går de en dag på restaurant, Vincent bliver kaldt tilbage til hospitalet, og da Mia er på vej hjem på motorcykel, bryder regnen løs.

Hun søger ly på bistroen Etoile d’Or, får sig et glas vin, men hun forbereder sig til næste dags arbejde. En charmør, Thomas (Benoît Magimel) ved fødselsdagsbordet overfor sender flirtende øjekast efter hende. Hun er en tur på toilettet, og da hun vender tilbage, lyder der pludselig skud fra et kraftigt automatvåben.

Et terrorangreb, hvor restaurantens gæster bliver nedslagtet. Tre måneder efter husker Mia stadig intet af, hvad der skete efter hendes mirakuløse overlevelse.

Under et fødselsdagsparty hjemme i lejligheden oplever hun sit første flashback. Genser ganske skræmmende nogle af de døde fra bistroen. En dag opsøger hun impulsivt Etoile d’Or og kommer i kontakt med sorggruppen, der tæller både overlevende og sørgende efterladte..

Det er en film, der giver sig god tid til at få stykket puslespillet sammen, så Mia måske, måske kan komme videre med sit liv. Finde ind til den kerne midt i smerten, afmagten og rædslen som bliver kaldt traumets diamant.

Virginie Efira gør det glimrende som den velbjærgede, kønne mc-læderjakkeklædte heltinde, der nu på egen hånd går i gang med at finde mening i det uforståelige. Det fortrængte, det meningsløse myrderi, hendes egen skræmmende magtesløshed.

Kraftigt animeret af at blive beskyldt for selv at have svigtet ved at låse sig inde på et toilet, så ingen andre kunne komme i sikkerhed.

Undervejs ser vi hende langsomt forvandle sig, på sæt og vis vinke farvel til sit gamle jeg og tidligere liv. Netop i kraft af det hun har oplevet, hvor nærhed og sammenhold også blomstrede midt under terrorangrebet.

Filmen er smukt filmet i det Paris, som vi kender omkring Eiffeltårnet, Notre Dame og latinerkvarteret, men vi får også lov at se bagsiden af byen. De nedslidte betonkvarter, de hjemløse, der sover under broerne, og de illegale indvandrere, som arbejder ulovligt i de fine restauranters køkken og uden hvem, der ikke ville være noget på tallerkenerne.

Det er lidt af et dobbeltgreb, at filmen på den måde anslår en samfundskritisk, indigneret tone og samtidigt forbinder den med sorgbearbejdelsen af det uforståelige terrorangreb.

Det er en film, der handler om næstekærlighed og medmenneskelighed og samtidigt tegner et billede af dem, som lever ganske usselt og sølle, men er med til at få det rige, franske klassesamfund til at fungere.

Et tilsyneladende velbjærget samfund, der også kan danne grobund for ekstremisme og en-øjet had og terror.

Det er på mange måder en blid og søgende film om at finde sig selv og et nyt ståsted i livet, og søreme om der ikke også bliver plads til en uventet romance midt i det hele. Men allerbedst er slutningens livsbekræftende afrunding.

- Vi er i live.