Hovedmuliggøreren

FILM - "Fuld af kærlighed"

Et svært ord, ikke? Hovedmuliggøreren, men det er en vigtig pointe i denne film om alkoholmisbrug.

Det sværeste er ikke at blive ædru, det sværeste er at blive ved med at være ædru. Og det kan være meget svært, når ens nærmeste elskede faktisk viser sig at være en hemmelig, ”skjult” medmisbruger.

Som under et terapiforløb får tildelt titlen ”hovedmuliggøreren”, der hellere vil skjule, undsige eller bagatellisere misbruget end tage konsekvenser – og sige stop.

”Fuld af kærlighed” er en vigtig og dybt realistisk, dansk film om misbrugets anatomi.

Familiefar Peter (Lars Ranthe) er den lystigt vindrikkende kok, som er i gang med at forberede festmåltidet med levende hummer, da filmen åbner. Gymnasielærer-konen Helen (Stine Stengade) maner igen og igen om nu at ”tage det lidt roligt” med vinglasset, der aldrig forlader Peters hånd.

Omkring dem står de fælles tre børn afmægtige. Sofia, 20 år, (Viilbjørk Malling Agger), teenagerpigen Jenni og lillebroder Gustav. Stadig mere utilpasse, pinligt berørte og skidebange for, hvordan Peters vinbrandert nu udvikler sig. Indtil han brænder helt ud og kollapser i sofaen.

Som han har gjort så mange gange før. Men kort efter går det helt galt for Peter, der ba-bu-ba-bu bliver hasteindlagt akut i fare for at dø.

Da han kommer hjem, sidder familien samlet. Helen og ungerne og kræver, at han går i behandling for sit alkoholmisbrug. Her og nu. Ellers vil de forlade ham. Hun vil kræve skilsmisse, børnene vil flytte.

Den opgørscene er skildret sjældent smertefuldt og overbevisende. Det gør ondt - og der bliver spillet, så du kan mærke det helt ned på bagerste biografrække. Samtidig er vi rent kameramæssigt helt tæt på i close-up, så afmagtens og alvorens mimik er nem at aflæse.

Lars Ranthe er god i rollen Aggressiv afvisende – han har sgu ikke noget alkoholproblem – og samtidig stilfærdig glad og optimistisk fast indstillet på at holde fast i sin nyvundne identitet, som ædru alkoholiker, da han vender hjem.

Overfor ham gør Stine Stenglad det også godt som den livsglade kone, der ikke vil og kan se sin egen andel i misbruget. Og nærmest hævngerrigt nu udleverer, småhåner og afviser ham. Det er stærkt skuespil.

Men allermest overbeviser Viilbjørk Malling Agger, som den overansvarlige datter, der altid har prøvet at redde familien. Bortforklare og problemløse. Uden at kunne komme ind til kernen i misbruget. For det er jo ikke bare Peter, der har et problem.

Det har de alle i familien, sådan som familieterapeuten forklarer dem på et tidspunkt, mens Peter er indlagt til fem ugers afvænning, og de tilbageblevne bliver tilbudt terapeutisk hjælp.

Det er rent billedmæssigt også en film, der ganske overbevisende inviteret os ind i veletableret middelklasse familie med parcelhus i forskudte stueplan, pejs og Le Klint-lamper.

Og samtidig tør kaste sig ud i surrealistiske sekvenser, med hvirvlende tøj og eksploderende effekter.

Lydsiden er også værd at bide mærke i sit stilsikre miks af Amy Winehouse, tung dansetechno og sødmefyldte jazzballader.

Og det gør igen og ingen rigtig ondt på én, når man ser hvordan Viilbjørk Malling Agger i rollen, som den overfornuftige Sofia hele tiden løber panden mod en usynlig mur af indbygget kontrolafhængighed, når hun forsøger at realisere sig selv. Indbygget af den familie, som hun har levet med og i – alt, alt for længe.

Hun tør simpelthen ikke give slip og lade sine følelser få frirum og plads.

Gå ind og se den og lær noget om alkoholmisbrug, som du vist ikke vidste før. Mød heltebarnet, syndebukken, det glemte barn og ikke mindst hovedmuliggøreren.

Stærk og væsentlig film.