Dræber-Barbie

FILM: ”Freaky”

Først en bekendelse. Jeg har det med gysere lige som mange har det med blodpølse og stegt lever.

Jeg kan ikke fordrage gys, horror og splat, men kan sagtens ondulere både blodpølse og lever med velbehag.

Men filmens, ”Freaky”, blanding af komik og gys, kombineret med amerikansk high school-ungdoms teenagekvaler med at finde ud, hvad de skal med sig selv og livet …

Det går langt bedre, og så er der ovenikøbet gjort plads til ganske lattervækkende scener midt i den mest splattede dødsvold.

Vi er i lillebysamfundet Blissfield (lyksalighedens mark, intet mindre, red.), da filmen åbner med fire unge samlet om et bål med øl og småkæresteri, mens de (u)hyggesnakker om den mystiske seriemorder, der dræber umoralske teenagere.

Kort efter er de alle døde, dræbte af den maskebærende bøddel (Vince Vaugh). Ved hjælp af vinflaske, lokumsbræt, tennisketcher eller simpelthen spiddet.

Hurtigt videre til den blonde Millie (Kathryn Newton), spinkel, 1.65 meter, der efter fars død lever sammen med sin ensomme mor. Storesøster er politibetjent, og henne i skolen bliver Millie mobbet og chikaneret af både skolekammerater og en stupid sløjdlærer.

Efter at have været cheerleader sidder hun en aften alene på bænken udenfor stadion og venter på mor, som er gået død på sofaen efter for meget vin. Så dukker dolkemanden op igen, men der sker noget sært under månens stiltiende accept af ofringen.

Bøddel og offer bytter krop, og nu går bødlen rundt i Millies krop, mens Millie er spærret inde i en tung, efterlyst mandekrop.

Nu går den vilde jagt med at få stoppet ”den-nu-pludselig-så-lækre-synes-drengene” bøddel Millie, og filmen kaster sig veloplagt ud i alle slags fjollede forviklinger og lavpandet komik.

Skuespillet er ikke stort, og især i begyndelsen så stereotypt og forudsigeligt, at du sikkert ville få mere ud af at se hjemmets tørretumbler kæmpe en time eller to med en større kulørtvask.

Men det hjælper efterhånden. Især Vince Vaugh gør det udmærket, både pigeagtigt fjantet og dybt ulykkelig ved at se sig selv forvandlet til 1.96 meter høj, 50 år gammel mandekrop – i den grad velbygget uden at være klejn.

Men også Kathryn Newton er god til at sende onde øjne til mor og alle mulige andre, mens hun uimodståeligt drages mod blanke knive eller sløjdlokalets rundsav. Kunne man bruge den til noget hævn?

Filmen bruger lystigt løs af alle de kendte gysertricks. Døre smækker, pludselig lyde, vinden hyler, og i mørket er vi og den, det skal gå udover, pludselig helt alene og forsvarsløs.

Det er så banalt og naivt tegnet, at det gør ondt. Men det er sikkert også meningen. Og det er ganske frydefuldt at se den onde teenager få sin hævn og skifte blondt lillepigelook ud med rød læderjakke.

Usandsynligheder mangler der ikke i filmen, men stærkt underholdende er det. Hele stilen og historien kan på mange måder minde om gammeldags, sort-hvid tegneserie, hvor karaktererne er trukket markant op, så de næsten får mytisk status.

Ovenikøbet med plads til grin.