Overlevelse og kærlighed søges

FILM - ”Før stormen”

Det er en rent ud fantastisk dokumentar, med sin blanding af helt enkle og betagende naturbilleder, tilsat et godt stænk surrealistisk uvirkelighed, mens vi følger kvægavler Gregers kamp for at overleve på Vadehavsøen, Mandø.

Sammen med de små 28 andre fastboende sjæle på øen, og som en dirrende rød tråd gennem det loyale portræt af det lille øsamfund, følger vi også Gregers ”ukuelige” kamp for at få en kvinde og finde kærligheden igen.

Filmen åbner med et sjaskende vådt og oversvømmet landskab, hvor Gregers trækker slanger ud, får motoren i gang og pumper vand ud over diget. På Mandø er de vant til at leve med havets oversvømmelse. Yderligere forstærket af klimaforandringerne.

Du kommer til øen fra fastlandet hen over grusvejen, som to gange i døgnet er farbar ved lavvande.

Med derfor kan man da godt lige stoppe undervejs, som Gregers gør med sin hund, Sif, siddende i passagersædet og lige undersøge vejens vandpytter. Jo, den er god nok – der er en pæn, stor rødspætte fanget i en pyt.

Så snart kører Gregers hjem til sin mor, Mona, på slægtsgården, for sammen med sin en-armede far, Osvald, at spise paneret fisk med kartofler ved sofabordet. Ja, og her får Gregers det så sagt. Endelig. Han er blevet ringet op af TV2, fordi han er med i ansøgerfeltet til ”Landmand søger kærlighed”.

Filmen skildrer ukueligheden og nøjsomheden, sliddet og den nære kontakt til natur og hav. På en gang helt enkelt og naturligt, som årstidernes skiften. Og samtidig fuld af uforståelig mystik, som vi mennesker ikke altid forstår omfanget af.

Som når en kunde hos brugsbestyrer Ellen fortæller om, hvordan månesyge, altid har plaget hende og familien. Så det ikke bare var højvande, som månen som trak op. Månen trak også i sindet og gav søvnløse nætter.

Filmen er optaget over en længere tidsperiode, og du kan mærke, hvordan holdet bag, er kommet rigtig tæt på.

Både på Gregers og de andre fastboende, som den 99-årige Mie, men samtidig har holdt fast i deres egen forundring over øboernes liv.

Så anderledes, nærmest eksotisk i forhold til det moderne byliv.

Dokumentaren er på den måde ganske overbevisende og enkel i sin form. Men tager samtidig skridtet videre og digter med på de historier og de mennesker, den skildrer.

Tilføjer instruerede scener og optrin – som det fortabte lam stående brægende på en lille græstot omgivet af vand. På den måde blander drømmeagtig uvirkelighed, naturens mægtige uforudsigelige kræfter sig hele tiden med det jordnære menneskelige.

Det er en betagende billedside, men det er lige så betagende at komme så tæt på mennesker, der ikke har tænkt sig at give op, fordi vandet stiger.

De er vant til at leve  tæt på skæbnens uafvendelighed og naturkræfterne.

Det har formet dem og givet dem en egen sej styrke og ukuelighed. Det er netop det, som gør den film til noget ganske særligt.

På en gang fortrolig tæt på og samtidig en opsang til os alle sammen. Om dog at gøre noget før vores ene stakkels klode feberhedt og uafvendeligt forsøger at fjerne menneskeheden en gang for alle fra jordens overflade.

Gregers protesterer mod at blive gjort til syndebuk – ”køerne har sgu da pruttet i årtusinder”, og samtidig har han en naturlig skepsis over for det moderne byliv og "klogehovedernes" spådomme.

Og når tv advarer om vindstød af stormstyrke, beroliger han sin jagthund Sif.

- Det er bare et blæsevejr, bare rolig.

Sif kommer ind under jakken, og så sidder mand og hund og følger uvejrets rasen over øen.

Det er en af den slags film, du ikke må glip af. Den rammer kuglerent i sin skildring af både Gregers og det lille øsamfund.