Flygtning på terapibriksen

Film/animation -”Flugt”

- Det er den historie, jeg har fortalt til alle – indtil videre.

Amin, 36 år, er afghansk flygtning og kom til Danmark, som uledsaget flygtningebarn, men nu ligger han på briksen og fortæller en helt anden historie.

Hans far og mor, søstre og brødre blev ikke dræbt af Taleban. Men indtil i dag har den veluddannede akademiker holdt fast i den historie. Men nu trænger sandheden sig på.

Også fordi han står foran at skulle giftes med sin Karsten.

Animationsfilmen her bygger på et længere interviewforløb med instruktøren Jonas Poher Rasmussen, der har kendt  Amin i næsten 25 år.

Amin hedder i virkeligheden ikke Amin, men ellers er det en sand historie. Fortalt gennem enkle klare tegninger kombineret med datidige dokumentaroptagelser bliver vi ført tilbage til Kabul i Afghanistan.

Her løber drengen Amin rundt i sin søsters natkjole, mens popgruppen A-ha og Roxette spiller på hans walkman. Far er væk, taget af det kommunistiske styres politi, og snart forsyner USA det oprørske Taleban med langdistanceraketter, så de kan tage kampen op mod regeringen.

På den måde skildrer filmen både Afghanistans blodige og ulykkelige politiske historie, men samtidig er det beretningen om, hvad der sker med mennesker på flugt.

Når al menneskelig værdighed bliver pillet fra dig, og du bliver placeret nederst – allernederst, aller allernederst nede i samfundshierarkiet.

Som flygtning er du ingenting, og alverdens myndigheder – møgsvinene – menneskesmuglerne og de vodkastinkende, korrupte Sovjet-betjente kan behandle dig lige så umenneskeligt, som det passer dem.

Filmens tegnede univers veksler mellem hverdagen hjemme i København med kat og kæresten Kasper, der gerne vil bygge rede og bo med Amin. Men Amin er ikke rigtig klar.

Hans hemmelighed, flugten og de grusomme oplevelser, gør ham ude af stand til at give sig hen – han er altid på vagt, frygten er en uadskillelig del af hans liv.

Det er en ganske enkel, men også realistisk grum dokumentar. Og de tegnede billeder fungerer fint, klare og tydelige som illustrationer i en børnebog, kun indimellem afbrudt af sære surrealistiske drømmesyn.

Lydsiden understreger desperationen og afmagten med skrigende hysteriske violiner afbrudt af reallyd med hundeglam og bjæffende ordrer. Ganske chokerende er vekselvirkningen mellem tryg dansk hverdag og den skræmmende fortid som afghanske flytning.

Men samtidig magter filmen ganske overbevisende at fortælle, hvad det gør ved én personligt – de traumer og den frygt, som Amin her for første gang lægger frem.

Og som han kæmper med og altid vil kæmpe med.

Det er animation brugt til at fortælle en barsk, grusom personlig livshistorie, og den er ikke et sekund for lang, men rystende vedkommende hele vejen.

Ganske fortroligt og ganske tæt på, kommer vi.

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu