Kvindekamp og undertrykkelse

Film -”Fire døtre”

Det er en mageløs anderledes og mageløs forløst film om Olfa og hendes fire døtre. En film om kvindeundertrykkelse og misforstået moderomsorg.

En film, der på ganske magisk og overraskende vis forandrer både den tunesiske familie og os nede i biografmørket, mens filmens handling folder sig ud i en blanding af dokumentar og iscenesat film.

Mor Olfa og hendes to døtre, Eya og Tayssir, har sagt ja til at rekonstruere deres ”sande” historie, men allerede i begyndelsen får vi at vide, at de to ældste døtre, Rahma og Gofhrane er blevet ”ædt af ulven”.

Instruktøren Kaouther Ben Hania har indkaldt to unge tunesiske skuespiller, der skal erstatte dem, Ghofhrane og Rahma, skuespillerne Ichrak Matar og Nour Karoui..

Mens Eya og Tayssir ”bare” skal spille sig selv, og når det bliver for vanskeligt for mor Olfa, skal en anden skuespiller Hind Sabry tage over.

Mens skuespiller Majd Mastoura spiller alle manderoller. De ligner eddermame hinanden; sølle slatne karklude, der fører sig frem med dumme, nedværdigende floskler og udtryk for mandschauvinismen, når den er værst.

På den måde leger filmen lige fra begyndelsen af mellem iscenesættelse og faktisk virkelighed, mens vi får foldet mor Olfas egen livshistorie og hendes opdragelse af fire kønne døtre ud.

Hvordan hun tidligt lærte at forsvare sin egen alenemor, som ”mand”, når ubudne mænd ville på besøg og lære hendes mindreårige søstre nærmere at kende. Endte selv i et ulykkeligt ægteskab, hvor sex udelukkende var forbundet med pligtskyldig børneavl.

Samtidig med, at hun fortæller med egne ord, bliver hendes oplevelse omformet til filmscener, hvor skuespillerne og familiens egne medlemmer i fællesskab terapeutisk forløser og kommer nærmere sandheden.

Hvad der virkelig skete? Hvad det udløste af følelser og reaktioner?

Du skal ikke langt ind i filmen, før du opdager, hvordan Mor Olfa ubevidst er med til at forstærke den kvindeundertrykkelse, som hun og pigerne er omgivet af.

Lige så stærkt hun har kæmpet for selv at få lov til at være sig selv, lige så stærkt kæmper hun for at forme sine piger.

Hun betragter kvindekroppen som skamfuld, pervers og uren, og kysser du for meget, ender du som luder.

Så hun slår hårdt ned, når hun opdager tegn på spirende seksualitet eller forbudte følelser hos sine piger.

Uden at kunne se, at hun dermed er med til at forstærke og cementere det omgivende mandsdominerede arabiske samfunds foragt for den ”urene” og dermed også mindreværdige kvinde.

Det er en film fyldt med hjerteskærende både brutale og tårevædede genopførelser af døtrenes liv med deres mor.

Der er scener, som går lige i hjertekulen. Som når de fire døtre – virkelighedens Eya og Tayssir og de unge kvindelige skuespillere – leger ”hvad-er-der-på-tallerkenen”.

Når der ingen mad var, og de sultede, forestillede de sig på skift, hvad der nu kunne være af lækker mad på de tomme tallerkener.

Som filmen skrider frem, åbner der sig et terapeutisk frirum, både for de to stadigt hjemmeboende døtre, men også et fælles forum. Et fortroligt kvinderum med plads til betroelser, hemmeligheder, gråd og grin.

Mens vi langsomt nærmer os afsløringen af, hvad for en grusom ulv, der har ædt de to ældste søskende.

Det er en film, der er dybt alvorlig i sin undersøgelse af de svære traumer, som familien har gennemlevet. Så svære at det ind imellem også bliver for meget for de professionelle skuespillere.

Samtidig er der også plads til umiddelbar sanselighed og leg – eksempelvis når de fire unge taler om deres første menstruation eller kaster sig ud i smægtende arabisk kærlighedssang.

Ligesom vi også får lært, hvordan man godt kan flirte sexet med øjnene, når du er dækket fra top til tå af den sorte niqab.

På den måder er filmen også et stilfærdigt, men desto stærkere oprør mod de mænd og de fanatiske islamiske organisationer, der vil bestemme over og forme kvinder efter deres hoved.

Sådan som du oplever det i filmen, og som har efterladt mor Olfa og hendes to ”overlevende” døtre i sorg og fortvivlelse. En fortvivlelse, som de og vi kommer til at forstå nærmere i løbet af filmen og dermed også åbner os op for forandring.

Stærk, stærk filmkunst.