Ferskenhøst og familiestrid

Det er en ganske enkel og samtidig rigt nuanceret historie, som den spanske instruktør Carla Simón, her har skabt og velfortjent vandt Guldbjørnen for ved årets film-Berlinale.

Familien Solé lever af at dyrke ferskner, men ejer ikke selv jorden. Den fik de overdraget i taknemmelighed af godsejeren Pinyol, som familien skjulte for republikanerne under den spanske borgerkrig.

Desværre fik farfar Rogelio (Josep Abad) aldrig en underskrevet kontrakt på, at jorden tilhører familien.

Og nu vil den nuværende landejer, sønnen Pinyol, i stedet bruge jorden til et sandt batteri af solceller. 15 cent for et kilo fersken er nemlig ikke nogen god forretning, når det koster 30 cent at producere dem.

Så når sommeren er forbi, skal familien Solé forlade den jord, de har dyrket i generationer. Til fordel for solceller.

Den udefra kommende trussel bliver brugt til at skildre det jordnære slid med ferskenhøsten, men også til at afdække, hvorledes familiens forskellige medlemmer prøver at finde en udvej.

Når den industrielle udvikling nu med et slag forandrer ikke bare familiens, men hver enkelt familiemedlems fremtid. Og sammenholdet kommer under pres.

Familieoverhovedet Quimet (Jordi Pujol Dolcet) kæmper æselstædigt imod. Selv om han ikke længere har råd til at aflønne de afrikanske løsarbejdere, som han plejer at hyre. Han knokler på, kommanderer urimeligt med alt og alle, et genuint, men også fortvivlet røvhul, der dermed maler sig selv og sin familie længere og længere op i en krog.

Farfar Rogelio (Josep Abad) prøver af fornuftens og venskabets vej at finde en løsning og plukker figner fra det store træ, som landejerens familie en gang plantede i 30’erne. For at forære dem til familien Pinyol og minde dem om den mundtlige aftale, der blev indgået og nu bliver svigtet.

Omkring de to får vi så præsenteret et omfangsrigt familiegalleri – den tålmodige, men også viljestærke hustru Dolors (Anna Otin) og teenagedatteren Mariona (Xènia Roset) på en gang surmulende, men også observant registrerende.

Den hårdtarbejdende søn Roger (Albert Bosch), som kæmper for at få fars anerkendelse, og endelig yngstedatteren Iris (Ainet Jounou), legebarnet, der får at mærke, hvordan de interne familiestridigheder forandrer også hendes trygge verden.

Instruktør Carla Simón er selv opvokset i en familie, der har dyrket ferskner i generationer, og det er et ganske formidabelt billede, hun tegner af familiens interne stridigheder udløst af den uafvendelige trussel.

Men også af sliddet med jorden, hvordan en livsstil, en måde at dyrke jorden på, med nær kontakt mellem dyr, jord og menneske her går i opløsning.

Filmen er godt og tæt klippet. Manuskript og replikker er jordnært realistiske.

Og igen og igen bliver du fanget af det håndholdte kameras evne til at indfange både høstfestens muntre overgivenhed, en figen plukket nænsomt, eller barnebarnet Iris, når hun synger farfars vemodige yndlingssang om landarbejdernes slid.

Alle filmens roller bliver spillet af ikke-professionelle, lokale skuespillere fra egnen i nærheden af den catalanske landsby Alcarràs.

Det er en skildring af uafvendelig livsforandring, bevægende og øm, samtidig med at den folder familiens interne splittelse ud.

Båret af politisk stillingtagen, men også en dyb respekt for ferskenfamiliens slidsomme liv og forsøg på at holde fast i både en livsstil og hinanden.

En film båret af autenticitet, nærvær og kærlighed til medmennesket.