Ondskabsfuld hyttetur

Film - ”Fædre og mødre”

Det er ikke nemt at være den nye i klassen. Det kan de fleste godt forstå. Nogle har også prøvet det selv, men i filmen her vender instruktøren Paprika Steen situationen på hovedet.

Der er nemlig ikke Hannah (Ida Skelbæk-Knudsen), som bliver hysterisk overvældende udfordret og kæmper for at finde sin plads i det uudtalte og usynlige klassehierarki.

Men forældrene, lægefar Ulrik (Jacob Lohman) og hans keramikhustru Piv (Katrine Greis-Rosenthal), der vil det så inderligt godt for deres eneste barn. Piv – forkortelse af Pernille – vil elske at få sin Hannah ind på den lilleskole, hvor de to er til optagelsessamtale hos skoleinspektør Adrian (Lars Brygmann).

Mens Hannah ikke er specielt begejstret for at skulle i gang med sit fjerde skoleskift og ind i en ny 6. klasse. Men der er jo kreaværksted og billedkunst helt op til niende, så forældrene presser på i deres ambitiøse forsøg på nu også at gøre det bedste for deres barn.

Nå, Hannah bliver optaget og så flytter fokus sig til forældregruppen. Med den maskuline he-man Thorbjørn (Carsten Bjørnlund), hans psykologkone Julie (Amanda Collin), den joviale Per (Rasmus Bjerg) og hans kagebagende kone Wencke (Lise Baastrup), skilsmissefar Frederik (Martin Greis-Rosenthal), det dysfunktionelle alkoholpar Tommy (Nikolaj Lie Kaas) og Bettina (Line Kruse) plus tre - fire stykker mere.

De skal alle sammen afsted sammen på hyttetur med vandkamp, natteløb, fælles madlavning og anden fællesskabshygge. Så får de interne uenigheder, skjulte dagsordener og beregnende ondskabsfuldheder lov til at blomstre, mens vi lærer det store persongalleri at kende, og de drikker sig i hegnet, så det vil en ting.

Paprika Steen er ganske skånselsløs i sin skildring af voksengruppen, der opfører sig som uforstandige børn. Bittesmå, navlepillende egoistiske og indbyrdes stridende, mens det overordnede tema – ”du skal gøre noget for fællesskabet” – bliver brugt mentalt undertrykkende og lammende.

Det er komik, satire og alvor i en sydende blanding, der kan minde om en film som svenske Ruben Östlund’s ”Triangle of Sadness”. Mens intensitet og konflikter bliver optrappet til lalleglad popmusik eller accelererende kosakmusik.Bastant buldrende.

Vores danske skuespillere gør det glimrende i en kollektiv holdindsats. Uden at forklejne nogle, brænder især Katrine Greis-Rosenthal igennem som overbeskyttende hønemor, så ulideligt ambitiøs på datterens vegne.

Amanda Collin er klappeslangefarlig giftigsød, som psykologkonen, der leger med lægefar Per, bare sådan for at så splittelse. Mens Nikolaj Lie Kaas brillerer som den svage mand, ulykkelig og bange, mens Line Kruse blæser helt igennem som ondskabsfuld kone, der prikker til de nye, Per og Piv, der hvor det gør allermest ondt.

Også Lars Brygmann gør det godt som diktatorisk, manipulerede skoleleder.

Det skal jo ende et eller andet sted, og gør det også i et stort, hensynsløst opgør, igen hjulpet på vej af stride strømme af alkohol, og det er her at Rasmus Bjerg også bryder igennem sin joviale figurtegning og konfrontatorisk kræver retfærdighed.

Men så er det også, som om filmen ikke rigtig kan finde en passende konklusion eller pointe at lande på.

Og ender underligt uforløst.

Eller rettere deterministisk og pessimistisk – det gode har ikke meget plads, og den gode vilje får bestemt ikke lov til at sejre i denne desillusionerede - og vel overkarikerede - skildring af moderne forældreskab.