Den stjålne filmrulle

Film - ”Et sekunds lykke”

Endelig en sommerfilm, som det er værd at se, så flygt du bare ind i biografsalens mørke.

Vi er i Kina under kulturrevolutionen, men det finder vi først ud af efterhånden. I storladent bredformat åbner filmen med en arbejdsklædt mand Zhang (Zhang Yi) møjsommeligt travende gennem ørkenens piskende sandstorm.

Lidt længere fremme kommer han til en landsby, som netop har fået vist film. Både den folkeopdragende ugerevy med formand Mao plus eksempler på, hvor godt det går med kampagnen ”Tjen Folket”.

En motorcyklist skal bringe hovedfilmen ”Heltemodige sønner og døtre” videre til næste forestilling, og mens Zhang slukker tørsten ved en vandhane, stjæler en vildt punkhåret ung pige Liu (Liu Haocun) en filmspole fra motorcyklens tasker.

Zhang løber efter pigen for at få fat i rullen. Det lykkes i første omgang. Men snart stjæler hun den tilbage. Hvorfor må vi spørge os selv, og hvorfor er Zhang kun interesseret i at se ugerevyen?

”Et sekunds lykke” er en af den slags film, du aldrig vil fortryde, at du har brugt tid på at se. Ikke så meget som et splitsekund.

Selve skildringen af den magi, der opstår, når der bliver vist film, er både bevægende og detaljeret beskrevet. Spolen med ugerevyen ligger pludselig støvet og filtret trukket efter en hestevogn.

Men det får ikke partiets filmoperatør Fan, også kaldet Mr. Movie (Fan Wei) til at opgive. Hele landsbyen bliver aktiveret i en mageløs redningsoperation, og scenen, hvor byens kvinder står blidt viftende for at tørre filmrullen, er sådan en, der sætter sig i øjet for aldrig at blive glemt.

Det er en film, der balancerer hårfint i sin blanding af alvor, komik og sentimentalitet. Tilføjet en afdæmpet, men ikke desto mindre præcis kritik af datidens autoritære Kina-kommunistiske samfund.

Det er ikke svært at trække tråde til en italiensk film som ”Cinema Paradiso”, og den kinesiske instruktør Zhang Yimou evner samtidig ganske som stumfilmsstjernerne Buster Keaton og Charles Chaplin både at underholde i bedste slapstick-stil og give noget til eftertanken. Efterhånden som vore hovedpersoners motiver bliver afdækket, og vi pludselig forstår og kan se, hvilken skæbne livet pludselig har formet til dem.

Her er jagten på den forsvundne filmspole både et omdrejningspunkt og en forløser.

Her er bredformatbilleder, der tager vejret fra en, og samtidig er der plads til kulørt skildring af den kinesiske befolknings levevilkår dengang.

Det er film, som på en gang både er drama og komedie, og i skildringen af kampen mellem Zhang flygtet fra en arbejdslejr og den forældreløse Liu både kalder på både smilet og hjertet. Mens de langsomt udvikler et far-datter forhold, som vi ikke tror på i begyndelsen.

Men det lykkes på trods. Ikke blot mellem straffefangen og den forældreløse pige, men også i form af filmoperatøren, der kompromissøgende både vil tilfredsstille myndigheder og samtidige ikke kan lade være med at føle sympati for den stakkels Zhang.

Skuespillet føles lige så naturligt, stærkt og uimodståeligt, som den vind, der suser hen over den golde ørkens kæmpemæssige sandklitter. Det er en renhjertet hyldest til filmmediet, sådan som vi kender og elsker det fra biografmørket, og samtidig en rørende undersøgelse af to menneskeskæbner fanget i et totalitært samfund, der ikke giver dem mange muligheder for at vise medmenneskelighed.

Ren filmmagi.