Der sker for lidt - men idéen bag filmen er genial

FILM: "Esthers orkester"

Denne film er tæt på at være fantastisk, men der er for mange små kollaps undervejs, så den kommer ikke rigtigt op at ringe.

Selve grundhistorien er nemlig original: Vi følger Esther og Thomas henholdsvis den første dag, de mødtes, og den sidste dag, der er sammen.

Ja lad os bare afsløre det: Esther dør. De to forløb er flettet godt sammen. Vi ser hvordan Esther øjeblikkeligt falder for Thomas, første gang hun ser ham. En dag, der slutter med, at den meget vægelsindede Thomas bliver forført.

Den sidste dag - 15 år senere - følger vi især Thomas. Han står op med parrets to børn, går sig klar til en ny dag. Besøger Esther på hospice. Bliver kaldt ind da hun senere dør. Følger hans besvær med at fortælle om dødsfaldet til både børn, svigerfar, pædagoger og alt muligt andet.

Jeg synes, det plot er mageløst godt udtænkt.

Men der er meget, der halter. Helt grundlæggende er manuskriptet ikke klar til filmatisering endnu. Filmen varer halvanden time, og det er kun i kraft af nogle meget, meget lange scener, det lykkes at nå op på fuld spilletidslængde. Det skulle have været arbejdet meget mere med det manuskript.

Scenen hvor Thomas om morgenen står op med de to døtre, får dem sendt afsted i skole/børnehave er indledningen til filmen, og den er ulidelig lang, for det er altså almindeligheder, der skildres. 

På et tidspunkt skal den 14-årige datter Tessa til dans. Her ser vi et helt danseshow af flere minutters varighed. Det er en scene, der burde vare 20 sekunder.

Med andre ord: Der burde være puttet meget mere ind manuskriptet. Den dag da Esther og Thomas mødes, kunne snildt have fyldt meget mere, for den dag har tillige et stort humoristisk potentiale.

Det ville også have givet plads til, at vi havde set meget mere til Annika Aakjær, der - trods billedet på filmens plakat - kun spiller en lille birolle. Vi ved jo, at hun har et gigantisk komisk talent. Det ville jeg gerne have set udfoldet for alvor.

Så er der alle småfejlene: Vi ser mange nærbilleder af afdøde Esther. På et af dem kan man se bevægelse af øjet under øjenlåget.

Ulf Pilgaard er med i en birolle som Esthers far. Jovist er og bliver Ulf Pilgaard jo selveste Ulf Pilgaard, men instruktørens opgave er altså at instruere. Også når det er et koryfæ som ham, der skal dirigeres på plads. Og Pilgaard spiller som var det på et teater: Høj og tydelig diktion, så man kan høre, hvad han siger på bageste række. Men det er altså en film dette her. Der skal med andre ord skrues ned.

Måske havde det også klædt filmen, at vi havde fået at vide, hvorfor Esther skal dø. Hvad fejer hun?

Johannes Lilleøre spiller den altdominerende hovedrolle som Thomas, og det gør han særdeles flot. Lilleøre er god til at spille den lidt kejtede og ubeslutsomme mand. Det er han for fuld udblæsning lige her.

Han leverer flot sin smerteplagede figur, der netop har mistet det vigtigste i tilværelsen, men som er alt for vægelsindet til at fortælle det videre. Det er både smukt og rørende. Men blot fordi Den vestdanske Filmpulje har støttet filmen, behøver han jo ikke tale aarhusiansk.

Som skrevet oven for: Hvor ville jeg dog have elsket at se Annika Aakjær udfolde sig. Hun gør det glimrende i filmen såmænd. Men hun mangler plads. Og hun mangler også instruktion. Der kunne være arbejdet meget mere med replikkerne. 

Emma Pi spiler Tessa, og Holly Filipsen spiller den femårige datter April.

Lige her rammer instruktøren plet med sin instruktion. Emma Pi er eminent i rollen som en 14-årige pige på godt og ondt. Og især i én scene er hun formidabel:

Hun sidder over for en skolepsykolog, der vil hjælpe hende, fordi hendes mor er dødssyg.

Psykologen er kejtet og siger ting fra en lærebog, mens det er Tessa, der har det store overblik. Den scene er billetprisen værd. Den lille Holly Filipsen er også bedårende som den meget vidende lillepige, der er i stand til hele tiden at stille de forkerte spørgsmål.

"Esthers orkester" er debut for den 29-årige instruktør Alexander Sagmo. Han kommer hæderligt fra start, og det er en fin debut. Han skal måske lære at dirigere og turde noget mere og gå mere i flæsket på sine skuespillere, men der er virkeligt mange gode takter i filmen. Jeg vil glæde mig til at se hans næste film i håb om, at manuskriptet så er lidt tungere, så det ikke er nødvendigt at trække mange scener i langdrag. Så op på hesten, Alexander Sagmo. Du har idéerne. De skal blot finpudses. Og du skal turde herse med de store stjerner. Så skal det nok gå.