FILM: "Erna i krig"
Hedder det for dum eller for klog til at gå i krig?
Sønderjyske Erna (Trine Dyrholm) er ikke i tvivl. Hendes godmodige, men også enfoldige søn Kalle (Sylvester Bryder) er for dum til krig.
Kalle kan angiveligt ikke hugge hovedet af en høne, og hvorfor skal han så - som indkaldt sønderjyde på tysk krigsside - ende som kanonføde i Første Verdenskrig?
Men den tidligere landbetjent, nu feldwebel Meier (Ulrich Thomsen), tropper alligevel op og får Kalle med. Kalle selv har ikke noget imod at blive soldat, men Mutti Erna følger med ham til kasernen i håb om at få ham med hjem.
Det mislykkes, men da hun hjælper en anden desertør med et hurtigt tøjskifte, bliver hun pludselig forvandlet til menig Julius Rasmussen. Håret bliver skåret af med kniv, og snart træder menig Julius ind på sovesalen med en flok menige. De fleste af dem sønderjyder og herimellem også smeden fra Jels, Anton Seirsen (Anders W. Berthelsen, som hun forsøger at få hjælp af.
Indgår en pagt
Men nej. I stedet indgår hun en pagt med feldwebel Meier. - Hvis du får Kalle og mig væk herfra, så står min dør åben.
Det er ikke ganske nemt at overføre forfatter Erling Jepsens romantone til film. Hans desperate, sørgmuntre tone, når han er bedst, og hvor det er nemmere at acceptere usandsynligheder.
For uanset hvor usminket og blegsnavset Trine Dyrholm spiller, er hun ubestridt kvinde. Hun er simpelthen for nem at gennemskue – også for os siddende i biografmørket. Det giver i filmens begyndelse problemer, fordi du ligesom ikke tror på det, som billedsiden viser dig.
For skønt hun skal spille en ung menig, er hun ubestridt Trine.
Det kan være svært at abstrahere fra i begyndelsen, men køber du præmissen, og det kan godt betale sig, er det bare at nyde filmen.
Velskrevet manus
Manuskriptet er velskrevet, med korte og fyndige replikker, der ganske fermt driver drama og karaktererne fremad. Uden at det bliver jappet eller forpustet.
Skuespillet er solidt uden at være prangende eller for alvor hjertegribende. Især Ulrich Thomsen synes at have svært ved at tackle Meier-rollen, som han spiller stiv som en nystrøget stållineal. Du tror ikke rigtig på, at han har format til at indgå en så lusket ægteskabspagt.
Så er der et ganske andet liv i Anders W. Berthelsens solide smedekarakter, mandigt cigaretrygende og bestemt ikke uden øje for reserveregimentets Julius – om jeg så må sige - kvindelige sider.
Svært ved at finde tonen
Filmen har svært ved at finde en brugbar og troværdig bærende tone. Især i første halvleg, men da gruppen af sønderjyder bliver sendt ud i forreste skyttegravsafsnit, K 1, kaldet kødhakkeren, begynder det at blive alvor – og alvoren breder sig også til skuespil og billedside.
Mudderhelvedet i skyttegraven, rotterne, bomberegnen og feltkøkkenet med den faste menu af snaps og suppe danner baggrundsbilleder for Ernas kamp. Både som kvinde fanget i en trekant mellem Meier og smeden, men også som kvindelig skytsengel og repræsentant for endeløs moderkærlighed kontra krigens vanvid og meningsløshed.
Tæt på at knække
Hun gør det glimrende Trine Dyrholm, skønt der også er stunder, hvor filmen er faretruende tæt på at knække i patetiske scener.
I store stræk er det hendes nøgne, uforstilte spil – simpelthen at tro på og gå ind i rollen – der får filmen til at lykkes. Både som mor og som kvinde, der skal overleve i en hær af mænd.
”Erna i krig”
Danmark. 2012.
Instruktør: Henrik Ruben Genz
En time, 40 minutter.
Tilladt fra 15 år.