Dokumentar - ”Endeløse nat”
To misbehave betyder at opføre sig dårligt, forkert – ja måske ligefrem uartigt.
Så selvfølgelig måtte det danske kvindeband Miss B. Haven på et tidspunkt skifte navn, da den store internationale musikindustri forsøgte at få dem ind på det amerikanske marked. Til ”Marta Marta”, der skulle være navnet på en kvindelig Jesus-discipel. Total kikset, ikke?
Det er blot en af de mange sidehistorier i dette fine portræt af kvindebandet Miss B. Haven, som voksede ud af 70-ernes punkmiljø og var ganske tæt på at brage igennem også internationalt.
I filmen møder vi kernen i bandets forsanger og sangskriver Lise Cabble og Mette Soele Zachau Mathiesen, Lene Lykke Davidsen, Minna Grooss, afdøde Anne Vig Skoven samt en række tidligere medlemmer.
Dokumentaren skruer tiden helt tilbage til dengang de første medlemmer af bandet mødtes på pigeværelset og spillede guitar for hinanden, mens der var Led Zeppelin, Uriah Heep og andet godt på spolebåndoptageren.
- Vi var enormt selvoptagne og det fedeste i verden. Det skal man være, når man er et band.
Pigerne lærer også en sort amerikansk musiker at kende, som de spiller med. Og da han er ved at blive smidt ud af landet, gifter Lise sig proforma med ham.
Fordi hun er den ældste i bandet, fyldt 18 år. Så selvfølgelig må hun tage den, og det er her hun får sit efternavn fra.
Snart skiller Lise Cabble sig ud, som den der sætter ord på, når de jammer. Kommer med sangtekster og melodiforslag.
Det er en dokumentar, der kommer fint i mål med sine portrætter af de enkelte bandmedlemmer, kort skitserer deres opvækst og ungdom, og samtidig får fortalt bandets historie – fra vækstlagsundergrund til fuldfedt band i egen ret.
Samtidig gør filmen meget ud af den kollektive styrke, bandsammenholdet mellem de meget forskellige kvinder, der både er en fordel og samtidig måske også det, som i sidste ende gør det internationale gennembrud umuligt.
Fra den første spædestart over Clinic Q, aggressivt og ekstremt ekspressionistisk, frem mod Miss B. Havens blanding af pop og funk. Et mørkt, alvorligt og melodisk popunivers.
Her er masser af gode anekdoter om, hvordan det var at være pigeband i den mandsdominerede klub, som den danske musikscene også var dengang.
Jeff Lynn fra Electrick Light Orchestra bliver på et tidspunkt kaldt ind som producer for gruppen og husker dem som ”meget frække og respektløse”, men svingede i øvrigt fint med den danske gruppe.
Drømmeeventyret med pladeselskabet Warner Bros ender brat og resultatløs.
Gruppens musik bliver forbedret og forstørret op, blandt andet med albummet ”Nobodys Angel”, og i den proces mister de deres egen bandpersonlighed.
Bandet giver ikke op, men fortsætter herhjemme i 90-erne. Grunge og hip-hop kommer til, og musikscenen ændrer sig. Folks opmærksomhed var der ikke længere. Selv om deres sidste album ”Suk & Stads” (1994) bestemt ikke var dårligt.
Det er dokumentar for yndere og kendere af dansk rock og samtidig en god historie om, hvordan et band bliver til. Gruppen blev endelig opløst i maj 1997, men sætter også et flot forløsende punktum i filmen med den nyskrevne single ”Endeløse Nat”.
Som du kan høre som et farvel til Anne Vig Skoven, død af kræft i 2022, og samtidig en svanesang til og om gruppen Miss B. Havens storhed og fald.
Dokumentar
- ”Endeløse Nat”
- Danmark, 2024.
- Instruktør: Torben Skjødt Jensen
- En time, 40 minutter.
- Tilladt for alle.
- Danmarkspremiere, 3. april, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg.