To ensomme

Film - ”En lille bid af kagen”

Et tilfældigt møde udvikler sig både ømt og poetisk, da enken Mahin (Lili Farhadpour) møder taxichaufføren Faramarz (Esmaeel Mehrabi).

En dag, hvor hun er taget på restaurant for at få brugt sine pensionist-madbilletter, inden de bliver ugyldige.

Vi er i Irans hovedstad Teheran anno vore dage, og Mahin lever et ensomt liv med hverdagens trivielle gøremål. Haven skal vandes, der skal handles ind i basaren og om aftenen sidder hun strikkende i sofaen og ser snot-sentimentale kærlighedslfilm.

Men under en løssluppen venindefrokost bliver der sået et lille kærlighedsfrø i den runde Mahin. Måske er det stadig muligt at opleve kærlighed og nærvær …

Så nu tager hun et dristigt skridt, da hun inviterer Faramarz til at køre hende hjem.

Dristigt. Og farligt. For der er ikke meget frihed at finde i det omgivende samfund, hvor moralpolitiet jagter ”udfordrende” unge kvinder i parken. Udfordrende fordi de lader en hårlok eller to stikke frem under tørklædet.

Mahin kan godt huske tiden før revolutionen, da hun gik på hotel i højhælede sko og nedringet kjole. ”Jo mere ydmyg du er, des mere undertrykker de dig”, siger hun.

Hun drømmer simpelthen om igen at leve og nyde sit liv. I stedet for hjælpeløst at drive rundt på ensomhedens uendelige hav.

Det er en film, som på sin egen stilfærdige måde giver stemme til de undertrykte i Iran. I løbet af deres aften sammen åbner de to ensomme sig for hinanden. Betror sig. Fortæller om deres respektive liv, mens de lærer hinanden at kende, og fortroligheden snart blomstrer kærligt.

Det er en film, som ganske enkelt og forståeligt kritiserer og udstiller det islamiske gudsherredømme. Kontrollen og frygten, der mistænkeliggør ganske almindelig livsudfoldelse.

Det er også en film, der hylder dansen, vinen og den gode mad. Livsglæden og kærligheden.

Kammerspillet mellem de to hovedrolleindehavere, Lili Farhadpour og Esmaeel Mehrabi er nærværende og ømt.

De er sultne efter netop det – nærvær og ømhed. De blomster hurtigt sammen, fordi de alt for længe har været undertrykt og lammet af restriktive jernbånd.

Det er en film, hvis styrke ganske enkelt og forståeligt ligger i skildringen af en ganske almindelig ældre kvinde og mands liv. Sådan som det har formet sig i det iranske samfund.

Det er en sprængfarlig film for Irans magthavere, og filmens instruktører Maryam Moghaddam og Behtash Sanaeeha fik frataget deres pas og nægtet adgang til at rejse ud af landet, da filmen havde premiere i Berlin.

Det er en lille formfuldendt film. Værd at se for sin fine balance mellem det private og det omgivende samfunds undertrykkelse. Samtidig med at den på sin egen måde slår et gevaldigt slag for frisind og kærlighed.