Marias hemmelige elsker

Film -”En dag vil vi fortælle hinanden alt”

Hun er 19, han er 40. Og de har et hemmeligt forhold i det tidligere DDR. Langt ude på landet.

Omgivet af gyldne kornmarker bor Maria (Marlene Burow) hos familien Brendels, der har adopteret hende som deres egen datter. På en lille gård, hvor sønnen Johannes (Cedric Eich) både har kunstneriske ambitioner som fotograf og samtidig er kærester med Maria.

Han har ambitioner, passer sin skole og vil videre, mens hun ubeslutsomt drømmende gerne tilbringer dagen med næsen begravet og fordybet i verdenslitteraturens store. Blandt andet Dostojevskijs ”Brødrende Karamazov”, der har givet filmen navn.

Muren er lige faldet, og snart vil den stærke D-mark og markedskræfterne lave om på alt i den tidligere ”socialistiske” stat. Frygten for og afmagten for, hvad fremtiden bringer, er glimtvis godt skildret. Som når den fortabte og flygtede søn, Hartmut, vender hjem til gården i Mercedes med kone og børn.

Veluddannet ingeniør og fuld af virkekraft og lyst til at forvandle det ”økologiske” gammeldags drevne landbrug til noget større og bedre.

Men det er ikke denne historie, som er i fokus i tidsbilledet. Men den unge kvinde Marias kvaler med at få styr på sit hemmelige elskovsforhold til den mystiske Henner (Felix Kramer).

Han avler hingste og har ifølge landsbysladderen et lige så godt tag på dem, som på kvinder.

Deres forhold begynder en dag, Maria planløst vandrer rundt i det kornvajende landskab. Henners to aggressive dobermans styrter pludselig frådende imod hende, men Henner griber ind med et myndigt : - Dæk.

Det gør hundene, og det gør Maria ængsteligt sammenkrøbet på jorden. Så ved vi jo nok, hvad vej det bærer…

Der bliver ikke lagt fingrene imellem i skildringen af de tos seksuelle forhold, med grove mandefingres sitrende berøring af nøgen hud, brutal nærmest voldtægtslignende sex, eller Maria henført ridende øverst på Henner.

Skildringen af det ”umulige” forhold udgør den bærende tråd i filmen, men den hænger ikke rigtig eller ordentlig sammen med skildringen af et Østtyskland, der står nervøst og usikkert og ikke aner, hvad fremtiden vil bringe, når markedsøkonomien ubarmhjertigt vil forvandle alt.

Det er faktisk i scenerne her, med skildringen af bondefamiliens problemer og udfordringer, at filmen er mest interessant. Men den formår ikke rigtig at forbinde denne med den elskovsfortabte Marias begær.

Hendes tvivl, løgnene og fortielserne vokser sig større og større, mens hun selv prøver at finde ud af, hvad hun vil med sit liv. Hun mangler retning og formål udover sit forglemmende læseri.

På den måde har filmen ikke problemer med at skildre seksuelt begær også i kraft af Marlene Burows som oftest ganske ordløse, drømmende og fortabte spil. Hun er i sine følelsers vold. Ved ikke hvad hun skal stille op med dem eller med sig selv.

Henner og Maria går fra hinanden, så finder de sammen igen, osv osv. Det er jo et umuligt forhold. Det er fint og smukt sanseligt filmet, og den tyske instruktør Emily Atef har godt greb om den del af sin historie.

Ligesom skuespillet heller ikke fejler noget.

Men det bliver lige vel langtrukkent i sin evige gentagelse af, hvad bliver det nu til med dem. Så det er skildringen af Marias kval og tvivl, der kommer til at fylde og skal bære filmen.

Og det er faktisk for lidt.