Den sære søster

Film - ”Emily”

Britisk drama om forfatterinden Emily Brontë, 1818-1848, som skrev den intense roman ”Stormfulde Højder”. Om kærlighed og hævn, ikke ulig en græsk tragedie, henlagt til Yorkshires øde heder, hvor den frisindede Catherine møder sit livs Heathcliff.

Men filmen her bruger ikke meget tid på denne engelske klassiker. Ganske vist besvimer Emily (Emma Mackey) i filmens åbningsscene, da hun åbner pakken med de tre bind, som ”Wuthering Heights” fyldte, da den først blev udgivet i 1847.

Det er imidlertid ikke bogen, der er i fokus, men forfatterens liv i præstefamilien skildret med den strenge fader Patrick (Adrian Dunbar), søstrene Charlotte (Alexandra Dowling) og Anne (Amelia Gething) samt familiens sorte får, broderen Branwell, (Fionn Whitehead).

Altså en beskrivelse af hvad der gik forud, før Emily satte sig ved skrivebordet med fjerpennen og skrattende lod blækket flyde skånselsløst på papiret.

Her er ikke sparet hverken på korset, lange tunge kjoler, storslåede landskaber eller 1800-tals interiør a la Hammershøis maleri. Men det gode ved filmen er, at den rent faktisk ikke blot forfalder til udvendig pomp og pragt og museumsagtig korrekthed, men rent faktisk formår at gøre sin historie om den utilpassede, oprørske Emily til en vedkommende, moderne historie.

Om et menneske, en kvinde, der føler sig så inderligt utilpas i det samfund og den familie, hun nu engang må finde ud af at leve med.

Netop ved at lege med de historiske fakta. Hvad nu hvis virkelighedens Emily rent faktisk blev forelsket og havde en vild affære med hjælpepastor Weightman (Oliver Jackson-Cohen), der arbejder og arbejdede for hendes far i Haworth sogn?

Kunne det være muligt, at hun tog et opiumstrip eller to med sin fordrukne broder? Rent faktisk ser det ud, som om de to ganske ofte nupper sig en hjemmerullet joint eller to, når de forsvinder ud i landskabet for at slå sig løs og af deres lungers fulde kraft skriger deres oprør ud - freedom in thought!

Filmen er Emma Mackeys. Hun brænder simpelthen igennem deroppe på det store lærred, med sin skarpe træk, køn og med store øjne. Himmelvendte, når hun skånselsløst gennemskuer kapellanens indsmigrende fedteri for det svage køn. Både skræmt og åndeløs forventningsfuld, inden hendes første stævnemøde, eller overgiven lykkelig og legesyg, når hun slår sig løs sammen med brormand.

De to er ganske overbevisende sammen, men der bliver også spillet godt rundt om dem. Charlotte i form af Alexandra Dowling, som den dominerende og konkurrerende søster, der får al sin fars kærlighed. Den, som Emily også higer efter.

Den udsvævende drømmer af en bror får liv af Fionn Whitehead, mens Oliver Jackson-Cohen spiller den opportunistiske, krølhårede kapellan, der både får kam til sit hår, når han diskuterer blind tro med Emily og samtidig også er tiltrukket af den skræmmende præstedatter.

Det er i sin kerne en film om frihedstrang, om som kvinde at føle sig fortabt og forkert i en streng, patriarkalsk familie og et samfund, der giver Emily meget få muligheder for at forløse det, hun allermest brænder for. At udtrykke sig kunstnerisk

Så hun lukker sig inde i sig selv, småtraumatiseret og depressiv, og alligevel ukuelig.

Det er britisk drama, på den store klinge med store følelser, men samtidig et kvindeportræt du ikke lige glemmer i kraft af Mackays dybtfølte karakterskuespil – hun evner både at skildre fortvivlelse, underkuethed, oprørstrang og skånselsløs præcis sarkasme.

Hun gør det passioneret og medrivende, og det er svært at forestille sig denne film uden hende i hovedrollen.