Den hoftevridende stemme

Film - ”Elvis”

Farverig, flot og lige vel overfladisk samt delvis biografisk film om en af af rockhistoriens allerstørste stemmer, Elvis.

Elvis Aron Presley, født 8. januar, 1935 i Tupelo, Mississippi, kunne synge alt. Hans stemme spændte over otte oktaver, og han brugte den til at skabe sin helt egen særlige stil – en blanding af blues, gospel og country, som verden aldrig før havde hørt magen til.

Og snart blev stilen kaldt for rock'n'roll, men det var der ingen, der anede, da Elvis gik ind i Sun Records Studio og indspillede sine første singler. Elvis tjente til dagen og vejen som lastbilchauffør, men fik sit første lokale hit med sin udgave af den sorte bluesmusiker Arthur ”Big Boy” Grudups sang ”That’s All Right, Mama”.

Det er også sådan cirka her den australske instruktør Baz Luhrmans film rent musikalsk lægger ud. Men det er ikke bare vor hoftevrikkende stemme, som er i fokus.

Det er den skruppelløse, men også geniale forretningsmand oberst Tom Parker (Tom Hanks), der var med til at sætte Elvis musikalske karriere på skinner og fik skaffet ham en kontrakt med pladeselskabet RCA. Samtidigt med at de overtog alle hans banebrydende første indspilninger fra Sun Records.

Elvis var en hvid sanger, der lød sort. Han kunne synge country, som blues, og blues som country. Hans vokalstil var fleksibel, sammensat og uforudsigelig. Han kunne glide op i falset, vibrere i bassen, skælve, hulke – nærmest som en galning på speed. Det var og er ren vokal dynamit. Læg så hertil hans heftige hoftevrik, pomadesorte hår og øjensminke. Verden havde aldrig oplevet noget lignende.

Ikke så sært at pigerne skreg, når han optrådte, for Elvis gav dem adgang til nogle undertrykte følelser, som de ikke vidste, de havde, og som de ikke lige vidste, om de turde give sig hen til.

- Før Elvis var der ingenting, har Beatlesmedlem, John Lennon, sagt om Elvis og hans betydning.

Elvis bliver spiller af et nyt amerikansk stjerneskud, Austin Butler, og han gør det godt, men måske også lidt fersk i sin skildring af den usikre unge mand, fascineret af blues og gospel.

Vi kommer omkring opvækst og moderbinding, mens oberst Parker sniger sig ind på den unge Elvis, fordi han her ser en mulighed for at tjene kassen på noget verden aldrig har set og hørt før – et banebrydende ikon, en unik kunstner.

Det er en flot film, med masser af tidstypiske optrin, filmet og gengivet i den sædvanlige kulørte Luhrman stil, som mere smager af musical og operettedrama end egentlig 1:1 rockhistorie. Her er også blevet plads til sorte musikere som B.B. King og Little Richard, så vi kan forstå, at Elvis ikke var racist. Og hvor han fik det hele fra.

I rollen som den onde, manipulerende manager bliver Tom Hanks i længden en kende for utroværdig. Med accent i form af gebrokkent tysk tegner han et vel endimensionelt billede af forretningsmanden. Var han virkelig den onde trold, der forhindrede Elvis i at blive rockmusiker?

Eller var sandheden ikke også, at Elvis nød at synge stort set hvad som helst, så han kunne finansiere sin familie, alle bilerne, det kæmpemæssige Graceland og et stadig accelererende stof- og pillemisbrug?.

Her er gode øjeblikke i skildringen af den årelang strid mellem Elvis og Parker – sangerens insisteren på kunstnerisk frihed, forretningsmandens insisteren på maksimal profit – eksempelvis i scenen, hvor Elvis går på scenen og synger ”Trouble” for et raceadskilt publikum og flænser både publikum og sig selv op. Alle hæmninger bliver smidt, inden det ender i voldelig konfrontation mellem politi og ungdom.

Fordømmelsen fra det bornerte og raceadskilte USA falder flere gange i løbet af filmen og er med til at sætte Elvis og musikken ind i et historisk perspektiv. Mordene på borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King og senator Bobby Kennedy danner ramme om det ungdomsoprør, som lå og lurede længere fremme.

Musiksiden fejler ikke noget, og her er fornem gendannelse af eksempelvis tv-showet ”The Comeback Special” fra 1968, eller Elvis med fuldt orkester på The International Hotel i Las Vegas.

Det er ødselt og imponerende filmet og spillet, men det bliver sært overfladisk og renskuret i sin skildring af et af rockhistoriens allerførste store navne. Overvægtig, excentrisk, skydegal og uligevægtig, som han var i sine sidste år.

Med en tilføjet utroværdig sløjfe – det var afhængigheden af publikums kærlighed, der i sidste ende tog livet af den i årevis syngende misbruger. Død, 16. august 1997, som følge af "uregelmæssig hjertefunktion".

Tror vi på den? Jeg gør ikke. Renskuret underholdning på den amerikanske måde og lige vel langtrukken i sin gentagne gentagelse af konflikten mellem de to – Elvis og Parker.

Portrættet mangler magi, og Austin Butler i hovedrollen magter kun glimtvis at tegne og give os mennesket bag den hoftevridende stemme.