Besyngelse af livet

”Echo”

Hvem åbner en film med henført englekor, mens en stor offroader blive skyllet ren i en bilvask? Med de store sort-gule børster hvirvlende som dervishdansere.

Og slutter af med skraldemænd på job, en barnefødsel og stævnen af et stort skib, der hugger tungt i skummende, vrede vinterbølger.

Det gør den islandske filminstruktør Rúnar Rúnarsson, hvis nye film ”Echo”, består af ikke mindre end 56 korte scener fra livet i Reykjavik. I julemåneden, medmenneskelighedens fest, måneden hvor vor Frelser blev født, og hvor livet bliver beskrevet gennem en hel række hverdagsagtige situationer.

Bedemanden, der får en opringning fra sin datter, netop som han er ved at forberede begravelsen af en dreng. En forladt gård bliver brændt ned, mens en ældre mand står udenfor og fortæller sit barnebarn, at det var her, han mødte og dansede med bedstemor. Vist kunne det renoveres, men som den nye ejer siger: - Det er billigere at købe et nyt typehus fra Polen.

Det er en film, hvor du selv skal bruge indersiden af hovedet. Ingen ting bliver egentlig forklaret, her er ingen hovedperson eller et egentligt drama. Og så alligevel. For det er jo jul – måneden, hvor vi alle befinder os i en sær blanding af forventning og bekymring.

Vi glæder os, men når vi det nu også? Så vi kan få en god jul. Får tid til at se vore nærmeste, besøgt de gamle og også nydt livet.

Islandsk film er kendt for at være anderledes. Helt anderledes end amerikansk mainstream. Bruger mediet til at fortælle noget væsentligt. Noget vi måske ikke selv lige erkender. Har noget på hjerte, og det er ikke bare et flettet julehjerte.

For det her er jo også en julefilm. Men en julefilm, der ikke er fedtet ind i hyggegran, klisterknas og kunstige vatnisser.

56 scener. Nærmest tableauer. Af et minut eller to - tre minutters varighed. Det er ”show it, don’t tell it”-kunst. For du skal selv ligesom digte med og gør det ubevidst, mens filmen rent tidsmæssigt bevæger sig fra juleforberedelser over jul og videre til nytårsfest og velkommen til både et nyt liv og et helt ubrugt år.

Den abrupte fortællestil er enkel realistisk og så alligevel sært uvirkelig - nærmest surrealistisk. Og bliver på den måde også et billede af vort moderne forbrugersamfund.

Butiksekspedienten stående ved affaldscontaineren, men han tømmer tre – fire indkøbsvogne for varer, kød og frugt. Madudleveringskøen foran Røde Kors. Den ensomme mand med en flaske vin, mikroovnsretten og blikket stift rettet mod mobilen. Ægtemanden som hygger sig med dåseøl og naboer i garagen, mens den gærede fisk småkoger over primussen.

På den måde giver filmen et øjebliksbillede af os mennesker. Klippene fortæller en lille historie eller rammer en følelse.

Sært og lidt skræmmende at se hvordan mobiltelefonen, i-pad og tablets altid er der. Hvordan mobilen stresser og sætter dagsordenen. Vi skal være til stede, være på og klar til at tale og forklare os hele tiden. Og samtidig dokumentere at vi lever med iphonebilleder – at vi rent faktisk lægger krans på bedstefars grav nu – i stedet for bare at være og være til stede. I nuet.

Vi kommer igennem hele følelsesregisteret – jalousi, vrede, glæde, afmagt, kærlighed, ensomhed, tilgivelse, forsoning og så videre, og samtidig skildrer filmen, hvordan vi netop midt i al vort stresseri nemt mister vor egen menneskelighed. Mister os selv.

Hvordan al det elektroniske isenkram vi omgiver os med  - også er med til at definere og bestemme vores liv.

På et tidspunkt er vi til julegudstjeneste, hvor præsten fortæller, at 70 millioner mennesker her på kloden er på flugt, halvdelen af dem børn. Så hvad vil vi?

Vi kan selv vælge, vi har penge og tid, her i vor velstillede del af verden. Så hvad vil vi, og hvad har vi egentlig brug for?

Den her film er intense, koncentrerede øjebliksbilleder. Af mennesker, situationer og følelser set tæt på. Nådeløst og ømt på en og samme tid. Men også med humor. Og på den måde også en besyngelse af livet.

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu