Kvindeliv, fødsel og død

Film - ”Du som er i himlen”

En delvis vellykket, socialrealistisk filmatisering af forfatter Marie Bregendahls selvbiografiske roman ”En dødsnat” (1912).

Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) er ældste pige i søskendeflok hjemme på gården, hvor højgravide mor Anna (Ida Cæcilie Rasmussen) er det omsorgsfulde midtpunkt for både familien og samtidig sørger godt for høstkarlene.

Illustreret med scenen hvor hun siddende i stuen er i fuld gang med at smøre mellemmader til dagens arbejde. Kvindens traditionelle plads og forankring i livet er i hjemmet.

Men Lise skiller sig ud. Hun har nemlig fået lov til at gå i skole. Det har mor Anne bestemt, selv om far Anders (Thure Lindhardt) er imod. - Det er spild, hvis du spørger mig!. Inden han drager af til marked, pålægger han strengt Lise ansvaret for sin gravide kone.

Så går fødslen i gang, og børneflokken med Lise i spidsen bliver jaget ned i farmors hus – i øvrigt spiller af Lisbet Dahl. Fødslen trækker ud, mens børnene er alene og ængsteligt overladt til sig selv.

Det er en film, der i begyndelsen har godt fat i sin skildring af kvindelivet anno 1900. En opbrudstid, hvor den folkelige oplysning blandt andet med forfattere som Bregendahl, men også Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær satte spørgsmålstegn ved det rimelige i at overlade alt til Vorherres vilje.

I en række scener oplever vi hvordan Lise, selv stående på tærsklen mellem barn og kvinde, oplever det patriarkalsk gennemsyrede samfund. Hvordan hendes spirende seksualitet er underlagt snævre grænser, og hvor betegnelsen luder falder prompte, hvis hun selv overskrider dem.

Og hvor der konstant bliver stillet spørgsmålstegn ved hendes egen kvinderolle. Hvad skal det nytte, at hun skal læse? For hendes forudbestemte plads er jo at få en mand, føde børn og sørge for dem og ham.

Straks fra åbningsscenen med blodregn fra himlen, understøttet af den dommedagstruende undertone gennem hele filmen, ved vi, at det ikke vil lykkes for Lise at undslippe sin skæbne.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl har godt fat i sin store og krævende hovedrolle, som det usikre, næsten voksne barn, der først aner og snart ved, at hun vil blive pålagt et alt for stort ansvar.

Men oveni den ganske jordnære realisme giver filmen også plads til et lag af varsler og syner. Okkulte og overnaturlige. Med religiøse undertoner. Folketro blander sig med Guds-tro. De er sikkert ment som understøttende og forklarende, men virker egentlig mere påklistrede og sært forstyrrende. Generer den bærende hverdagsprægede fortællestil.

Den lider i øvrigt også lidt. Filmen har simpelthen svært ved at ramme datidens barske livsvilkår i både tøj og kulisser. Det bliver sådan lidt museumsagtigt villet og desværre ikke ganske overbevisende i denne ellers ganske vigtige historie.

Om kampen mellem egen lykke og den sociale arv og de dertil hørende forpligtigelser.

Der bliver hist og pist sat eftertrykkelige streger under pointerne, så ingen kan være i tvivl om kvindens upåagtede, ”usynlige” skæbnebestemte rolle – det daglige slid uden hvilken bedriften og familien ville smuldre. Og den religionsbestemte skyldbyrde. For det var jo kvinden, der tog det første bid af æblet fra kundskabens træ.

Samtidig arbejder film også med et lag af skyld og skam. Illustreret symbolsk ved det forsvundne sølvspænde, sommerfugle fanget i spindelvæv og himlens blodregn over Lise stående i den frugtbare kornmark.

Det er en stor og krævende rolle Flora Ofelia Hofmann Lindahl, kendt fra DR1’s dramaserie ”Ulven kommer”, her skal fylde. Måske også for stor i de ganske mange ordløse scener.

Overordnet er filmen karakteriseret ved solidt dansk skuespil. Nydelig og pænt. Og det gælder såmænd også billedsiden og replikbehandlingen.

Men du kan savne en underspillet film, der tager mere bidende og svidende fat i datidens samfund og forholdet mellem mand og kvinde. Det bliver et ganske udvendigt lærestykke.