Sanselig sorgrejse

Film - ”Drive my Car”

En japansk film på tre timer – det orker de fleste ikke. Og så dog. For her er der tale om Oscar-vinderen ”Drive my Car”, bedste internationale film, 2022.

Så tag endelig med på en lang rejse med sex, sorg, kærlighed og teater, mens filmens mandlige hovedperson kæmper for at komme sig over tabet af sin højtelskede hustru, Oto (Reika Kirishima).

Hun er manuskriptforfatter og han - Yasuke Kafuku (Hidetoshi Nishhijima) – er teaterskuespiller med forkærlighed for Tjekhov. Da filmen åbner, ligger de nøgne efter sex i morgengryet, og hun begynder igen på en af sine mystiske fortællinger.

Fortællinger han altid hjælper hende med at færdiggøre, så de kan blive til tv-serier. Denne gang handler det om en ung pige, der er hemmeligt forelsket i en 17-årig dreng. I al hemmelighed sniger hun sig ind på hans værelse og gemmer først en ubrugt tampon, siden sine egne trusser i hans skrivebordsskuffe.

Hun vil vide alt om ham, er dybt forelsket, uden at han ved det, eller nogensinde skal have det at vide.

De to, Oto og Kafuku, er lykkelig sammen, elsker hinanden og samtidig travlt optaget af hver deres kreative arbejde, men også af sig selv. Og som i den mystiske indledende fortælling ligger der hele filmen igennem en dirrende undertone af noget ufortalt, skjult og katastrofalt.

For er de nu så lykkelig… En dag Kafuku kommer uventet hjem fra et aflyst fly, finder han sin Oto i tæt clinch med en ung skuespiller, Takatsuki  (Masaki Okada) på sofaen, hvor han lige har morgenkysset hende farvel.

Så dør hun uventet af en hjerneblødning, og den ”kan-vi-tale-sammen, når-du-kommer-hjem”-samtale, som hun lagde op til, blev aldrig til noget. Kafukus liv er på en måde uigenkaldeligt forbi, men samtidig går det videre, og han får arbejde med at sætte Tjekhovs stykke ”Onkel Vanja” op på et stort teater i Hiroshima.

Nødtvunget bliver han påtvunget en ung kvindelig chauffør Watari (Tôko Miura), der skal køre ham til og fra teateret i hans elskede røde Saab, 900 Turbo. Kafuku har altid siddet i sin bil og elsket at øve sine replikker, og hvordan skal det nu gå?

Her bliver kørt uendelig meget bil, og vi får indtrykket af et moderne Japan med endeløse motorvej, udfletninger, luksushoteller og moderne indrettede arkitekttegnede hjem. Når kameraet da ikke indimellem lader os fange den utrolige naturskønhed, som også er en del af den opgående sols land. Splittet og udstrakt som det og dets befolkning er mellem tradition og moderne vestlig civilisation.

I virkeligheden er filmen to film i én – for opsætningen, arbejdet med Tjekhovs stykke ”Onkel Vanja” fungerer både som en ekstra motor og blander sig hele tiden i Kafukus ”virkelige” historie.

Så stykkets replikker går ind og blander sig som et ekstra lag under fortællingen, alt imens skjulte hemmeligheder og personlige fortielser og benægtelser bliver afdækket. Alle som én har de betydning for hovedpersonen Kafukus forhold til sin afdøde højtelskede Oto.

Skuespillet brænder igennem som en cigaretglød på et hvidt stykke A4. Naturlig og nemt ser der ud, men intensiteten kan ingen være i tvivl om. Hidetoshi Nishhijima personificerer ned til mindste bevægelse, øjekast og mimik den efterladte ægtemand, der venligt, venligt holder fast på sig selv i forhold til sine omgivelser og medmennesker.

Men indvendig er plaget, plaget og sorgnedbrudt. Martret. Og fanget i sin egen høflige konfliktskyhed.

Over for ham er Masaki Okada den unge, billedbladsombruste, selvsikre scorekaj, der ikke aner, at ægtemanden kender til hans affære med Oto.

Og så er der de kvindelige skuespillere – ikke alene hustruen spillet underskøn, forførisk og mystisk af Reika Kirishima, men også den stumme, tegnsprogskuespiller You-Rim Park, der også spiller Sonja i Tjekhovs stykke, så dit hjerte er ved at briste.

Og der er den mutte cap-bærende, tweedjakke klædte unge chauffør i form af Tôko Miura, der bærer på frygtelige hemmeligheder, der er med til både at perspektivere og forløse Kafukus sorg.

Det handler om at hele sår, som er så smertefulde, at det synes uladsiggørligt. Men sådan er det ikke – ifølge filmen.

Du kan se den som en lang sorgbearbejdelse. Du kan se den, som en film om sex og kærlighed. Du kan se den for dens livsklogskab og dens enkle skildring af indviklede følelser og livskriser.

Men se den – det skal du.

Og typisk for den japanske forfatter Murakami, hvis novelle har dannet forlæg for filmen, er der selvfølgelig blevet plads til stive whiskysjusser på røgfyldt jazzbar, mens mænd diskuterer kvinden, som uforståelig, mystisk og fascinerende. Et evigt, tillokkende mysterium.

Meget sensuel, overdådig smuk filmet og en ganske usædvanlig historie med lag på lag af mysterier, der udfoldet giver forsonende mening og lindring.