Tårnet i haven

Film - ”Drengen og hejren”

Den japanske animationsmester Hayao Miyazaki, i dag 83 år gammel, er aktuel med hvad der godt kunne blive hans sidste bidrag til hans ganske særegne og unikke tegnede univers.

”Drengen og hejren” åbner effektivt og dramatisk med hylende brandsirener og blafrende ildflager i luften. Vi er i Japan under 2. Verdenskrig, og drengen Mahitos mor omkommer i flammerne på et hospital i Tokyo.

Et år senere rejser Mahito ud på landet væk fra storbyen sammen med sin far, hvor han møder sin nye stedmoder Notsaku, lillesøster til hans afdøde mor. Hun er gravid og ligner nærmest på en prik sin storesøster.

Med store fortabte øjne prøver Mahito at finde sig til rette i sin nye tilværelse, samtidig med,at han sørger over tabet af sin mor og plages af gentagne mareridt.

Da sker der noget forunderligt og uforklarligt – en blå fiskehejre kan ikke alene tale, men mener også at vide, hvor Mahito kan genfinde og se sin mor igen. Det mystiske tårn i haven gemmer på hemmeligheder og er indgangen til en anden verden.

Så er vi i gang og bliver uimodståeligt opslugt af mester Miyazakis magiske tegnede univers, hvor det realistiske detaljerede, nærmest minutiøst gengivne bliver kombineret med figurernes enkle mere tegneserieagtige udseende.

Tegneseriefigurer bevæger sig ind i en realistisk, detaljeret virkelighed, mens denne historie om en fortabt, ensom drengs søgen efter sin mor folder sig ud.

Ikke ganske ulig den japanske forfatter Haruki Murakami, hvor virkelighed og uforklarlig mystik også har det med at blande sig smidigt og uventet skabe en forunderlig virkelighed.

Mahito med den kække sømandskasket kan minde om en anden tegneseriefigur, italienske Corto Maltese, og ligesom denne eventyrlystne fribytter kaster han sig uforfærdet ind i alskens udfordringer, da den blå fiskehejre får ham lokket ind i en mystisk parallelverden. Med lokkemaden:

- Din mor venter på, at du kommer og redder hende.

Grænsen mellem drøm og virkelighed bliver ubesværet udvisket, mens vi sammen med Mahito oplever glubske menneskeædende pelikaner, kæmpefisk, en sej sørøver, ildpigen og M&M-lignende småvæsener, som kan flyve.

Alt imens de gode og onde kæmper for enten at redde Mahito eller udrydde ham.

Tempoet i historien er hele tiden roligt fremadskridende uden at blive slasket og omstændigt. og på sin egen logiske troværdige måde bliver den ene utrolige begivenhed efter den anden tilføjet hovedplottet.

Vi besøger sammen med vor kasketbærende helt en form for Hades, et dødsrige, der har tæt forbindelse til vor egen verden. Vi og dem, der levede og gik forud før os, hænger nemlig sammen.

Fortid og nutid er forbundet, hvad vi tenderer til at glemme i vor historieløse tid, hvor kundskabstabet synes at vokse hurtigere og mere fatalt, end nogen kunne forestille sig for blot 10 år siden.

Det er et eventyrunivers, der hylder og forsvarer altings samhørighed. Uden naturens og universets uforklarlige sammenhængsstyrke ville det ikke være muligt for os mennesker at leve.

Hvilket vi synes at glemme igen og igen, skønt klimaudfordringer og en klode, der er ved at få feberhede dødskramper, burde få os til at stoppe op og overveje, hvad vi burde gøre for at redde ikke bare kloden. Men også os selv.

Det er en ganske enkel historie om at forsøge at blive genforenet med et menneske, der betød alt for dig. Også båret frem af selvbiografiske træk, da Miyazakis egen far - lige som i filmen - arbejdede i den japanske våbenindustri i kampen mod de allierede, England og ikke mindst USA.

Men først og fremmet er det en eventyrlig, vildt fabulerende historie om, hvordan vi alle sammen bliver nødt til at kæmpe for det gode i en verden fuld af krig og ufred, uforstand og magtsyge.

Komisk, skræmmende og, sorgfyldt.

Fabelagtigt håndtegnet, magisk forførende og tænksomt bevægende.