Downtown gab-gab

FILM: "Downtown Abbey: En ny æra"

Hvis der er noget, englænderne er specialister i, så er det tv-serie i stilen upstairs/downstairs. "Herskab og tjenestefolk" hed den første af slagsen på dansk tv, der blev sendt i 65 afsnit i starten af 1970'erne.

"Downtown Abbey" har også huseret på tv med seks sæsoner i starten af 10'erne. Det stoppede i 2016. Tre år senere kom der en spillefilm, og efter yderligere tre år er den næste spillefilm klar til premiere her og nu.

Helt grundlæggende vil jeg ikke lave et referat af handlingen af denne film, for der sker intet. Men der er to spor i den sporadiske handling: At der skal optages en spillefilm på slottet, og at herskabet drager til Frankrig for et bese en villa i mellemtiden.

De to spor bliver så mikset sammen til en spillefilm med en længde på to timer og fem minutter, men der er knap nok handling nok til et afsnit af en tv-serie på 45 minutter. Det går langsomt lige her.

Producenterne kalder det en storfilm. Og jo: Det er en storfilm, hvis man ser på billedsiden. Her er overdådige billeder af slottet, her er overdådige billeder af interiør, her er overdådige billeder af herskabstøj og tjenstetøj i 1920'erne, her er overdådige billeder af smuk natur i såvel England som Frankrig.

Men det er falsk reklame. Det kan godt ske, at billedsiden er overdådig, men det bliver aldrig en storfilm, når handlingen er kedelig.

Det er som om filmens konflikter er mikroskospiske. Alting lykkes til sidst, og enhver, der nogensinde har haft et godt øje til hinanden, bliver forenet til sidst. Om det så er en lille homoseksuel flirt, så bliver den også forløst. Ro på nu: Det sker i al ærbarhed! Sex er og bliver nok det allersidste tema i en film som denne.

Grundlæggende er filmens (og tv-seriens) koncept noget af det mest konservative, man kan forestille sig. Vi har et excentrisk herskab, som ikke laver dagens gerning. De har penge i overflod, og dagens manglende fornuftige gerninger erstattes med at drikke te, spise pænt, opføre sig eksemplarisk som det forventes af en adelsmand. Her er maner og opdragelse det eneste, der tæller. Kan man opføre sig godt, så er man en eksemplarisk jarl/greve, eller hvad ved jeg. Mere forlanges der ikke.

Tjenestefolkene er endnu værre: De er naive grænsende til det dumme. De er myreflittige. De er underdanige. De er totalt underkastet herskabets værdier, og de kæmper om muligt endnu hårdere for disse latterlige værdier.

Med andre ord: En butlers fornemste opgave er at belære andre om god opførsel. At belære andre tjenestefolk om, hvordan grevens skjorte skal stryges. Sørge for at maden serveres aldeles lydefrit. Sørge for, at teen altid er varm. Og så ellers rynke på næsen af almindelige tarvelige arbejdere. Eller endnu bedre: Afsky dem for deres manglende manerer.

Man kan fristes til at kalde dette for konservativ indoktrinering.

Og man kan blive led og ked af, at der ikke er blot en eneste af alle disse tjenestefolkene, der sætter spørgsmålstegn ved al denne overflade. Tjenestefolkene er en stor blævret, ens masse af underdanighed.

Hvor ville det dog være befriende, hvis der blot var en hund eller en hamster, der udfordrede disse stive konventioner. Men det sker ikke. Der bliver aldrig tvivlet på, at i den idéelle verden er der en overklasse, der skal vartes op af en logrende hob af tyende.

Jeg kunne tilgive ovenstående billede af tingenes tilstand, hvis der i det mindste skete noget. Hvis der var seriøse konflikter eller spændende handlingsforløb. Men historien i filmen er lige så konform som ovenstående, konservative beskrivelse af klassesamfundet.

Der er for eksempel en dødsscene med tilhørende begravelse. Den scene varer 20 minutter, og kunne være fortalt på 40 sekunder.

Lige der overvejede jeg at tage min telefon frem for at spille Wordfeud. Det gjorde jeg så ikke. Men man kan sagtens læse avis, tjekke post, klø sig i nakken, lappe cykel, eller hvad ved jeg samtidig med, at man ser denne film.

Et halvt øje på lærredet er nok.