En undervældene sejltur

FILM – "Døden på Nilen"

"Døden på Nilen" er instrueret af Kenneth Branagh og baseret på Agatha Christies bog af samme navn. Det er den anden film af slagsen og fungerer som en efterfølger til "Mordet i Orientekspressen", hvor Kenneth Branagh også både fungerede som instruktør og i en hovedrolle.

Filmen er et klassisk mordmysterie, og den er meget smuk at se på. Desværre mangler der dybde, og det hele forekommer en smule underspillet.

Året er 1937. Vi befinder os i en bluesklub i London, hvortil den populærere detektiv Hercule Poirot (Kenneth Branagh) netop er ankommet.

Imens han har travlt med at vælge desserter, træder den smukke og rige Linnet Ridgeway (Gal Gadot) ind på klubben. Her møder hun en gammel veninde, Jacqueline De Bellefort (Emma Mackey), og hendes nye forlovede Simon Doyle (Armie Hammer).

Seks uger efter følger vi den excentriske Poirot til Egypten. Sammen med en gammel ven, Bouc (Tom Bateman), bliver detektiven en del af en ekstravagant bryllupsfest.

Den prominente Linnet har giftet sig med hendes venindes tidligere forlovet. Til deres ærgrelse tog Jacqueline De Bellefort ikke bruddet pænt, og nu har hun travlt med at forfølge dem på deres bryllupsrejser.

For at undslippe den misundelige ekskæreste sørger det nye brudepar for, at alle gæsterne får plads på et luksuriøst dampskib som kan sejle dem ned af Nilen.

Passagerne er en blandet landhandel af personer, som på den ene eller anden måde har en relation til parret.

I disse omgivelser udvikler historien sig så i bedste Agatha Christie stil. Et mord tager selvfølgelig livet af festen, og mesterdetektiven går straks i gang med opklaring af sagen. Desværre lykkedes det aldrig for filmen at blive rigtig spændende.

Et godt stykke inde i den var jeg stadig ikke for alvor blevet interesseret i nogen af karaktererne. Det var ikke skuespillet, som manglede format, da både Gal Gadot og Emma Mackey leverer en god præstation som de to tidligere veninder. Nu krigerisk bekæmpende hinanden.

Derimod føles det mere som om, at filmen ikke formår at give dem nok dybde. Selv i de øjeblikke hvor der bliver overleveret dårlige nyheder eller talt om fortabt kærlighed, bliver det aldrig så sørgeligt, at man bliver grebet af stemningen.

Kenneth Branaghs skildring af Poirot giver heller ikke en indtrykket af at være en mesterdetektiv. Selvom han udfører sine klassiske interviews og arbejder for at løse gåden, bliver man aldrig rigtigt overrasket. Det hele virker en smule fladt og underspillet.

På det visuelle plan formår filmen til gengæld at imponere. Det dekadente overklasseliv i 1930’erne er langt fra kedeligt at se på. Her vælter der med champagne, dyre smykker og hvide duge, som alle bidrager til den luksuriøse stemning.

Når den store damper glider ned af Nilen omgivet af rødt sand, er det svært ikke at blive lidt imponeret over effekterne. Båden, som meget af filmen foregår på, er smukt bygget og dekoreret.

Derudover ser vi flere af Egyptens gamle pyramider og templer, som også bidrager til, at man i sidste ende står med en meget smuk film.

Det er tydeligt at mærke at der gemmer sig et stort budget bag produktionen. Desværre er det ikke nok til at man føler sig underholdt i de to timer som filmen tager.

Selv nåede jeg hverken at grine, sidde med følelse af overraskelse eller at blive berørt undervejs. Efter at have gået ind i salen med en vis forventning på grund af den klassiske historie og skuespillerlisten, så forlod jeg den en smule skuffet.

Fotos fra: Disney