Hvor bliver kærligheden af?

FILM: "Det sidste brev fra din elsker"

Den engelske journalist og forfatter Jojo Moyes har virkelig fundet en guldåre med sine romantiske romaner, der bliver slubret af et (især kvindeligt) publikum overalt i verden. Og når bøgerne virker, så virker de sikkert også på film, så det er jo oplagt at filmatisere romanerne.

Denne gang handler det om hele to kærlighedshistorier. Vi har en nutidig og en anden, der forgår før verden gik af lave: I 1965.

Når man ser 65'er-sporet, så er man virkelig glad for, at verden er gået af lave, for det var jo strengt taget ikke sjovt at være kvinde dengang.

Heller ikke hvis din mand var styrtende rig.

Men altså: Historien handler om journalisten Ellie, der under research til en historie falder over en stribe kærestebreve. Hun bliver nysgerrig på, hvad det er for en historie, for hun kan klart se, at det er en historie om et forbudt forhold.

Som journalist på London Chronicle har hun adgang til et righoldigt arkiv.

Og i arkivet møder hun arkivassistenten Rory, som hun i starten får et anstrengt forhold til, for han følger reglerne.

Men sammen kaster de sig ud i jagten på at finde ud af, hvad der skete dengang i 1965.

Samtidig får vi udfoldet historien om kvinden Jenny, der tilbage i 1965 føler sig overset af sin ekstremt rige og dominerende ægtemand, og derfor indleder et forhold til journalisten Anthony. Som søreme også var ansat på London Cronicle 50 år tidligere.

De to historier er fermt spundet sammen. Undervejs får vi fine antydninger til, hvad der kommer til at ske, så alt i alt er det aldeles lydefrit fortalt. Ja det er faktisk en ganske smuk produktion.

Men det er også nogle historier, der bestemt ikke er lydefri.

Helt grundlæggende tror jeg ikke på kærligheden. Jo altså: Den rigtige kærlighed. Men de historier vi ser her, de halter.

Mødet tilbage i 1965 mellem Jenny og Anthony. Jamen altså:

Jeg kan ikke mærke magien. Jeg kan ikke fornemme forelskelsen. Jeg kan ikke tro på fortællingen.

De mødes omkring et par veldækkede borde, og pludselig er Jenny sin styrtende rige og særdeles ubehagelige mand utro.

Der skulle være sendt kærlige blikke hen over bordet. Der skulle være sitrende, tilfældige berøringer. Der skulle med andre ord være bygget op til den brusende forelskelse. Lige her er de bare pludseligt kærester.

I det nutidige spor er det ikke et hammerslag bedre. Vores journalist Ellie er fra starten særdeles irriteret over Rory og hans mange regler, der partout skal overholdes.

Og så pludselig ligger de og roder rundt mellem lagnerne.

Og for god ordens skyld vil jeg godt lige pointere, at de erotiske scener er meget tante-agtige...

Men hvis man ikke kan mærke gnisten i en kærlighedsfilm, så er det altså galt.

Tillige giver filmen sig virkelig god tid. Hold nu op hvor der bliver brugt tid på at se flotte gamle sportsvogne køre rundt på den franske riviera... Der bliver også spillet masser af 65'er-pop. Altså den pæne polerede pop. Ikke den rock-lyd som andre steder blev etableret i de år.

Der bliver spillet pænt, uden at det er prangende. Filmen er fint komponeret, og der er masser af flotte billeder.

Men kærligheden: Den mærker man altså ikke.