Liv og død-beslutninger

Film - ”Det andet offer”

Barsk og ganske realistisk tæt-på sygehusdrama. Men både plotnerve og glimrende skuespil.

Lægen Alex (Özlem Saglanmak) møder på en hektisk morgenvagt på neurologisk afdeling. Siger god morgen til kirurgen Esben (Olaf Johannessen) og den nye lidt usikre Emilie (Mathilde Arcel).

Baggrundsmusikken er nervepirrende høj, og tempoet det samme. Der mangler læger, og Alex siger ja til at afløse for kollegaer for at få tingene til at hænge sammen. Samt også hjælpe Emilie.

En ældre kvindelig patient Winnie (Pernille Højmark) bliver indlagt, mistanke om blodprop i hjernen. Desværre er systemet nede, så der er ikke adgang til patienthåndbogen.

Emilie kalder på hjælp. En ung mand Oliver (Jacob Spang Olsen) har måske hjerneblødning, og hun vil gerne have Alex til at undersøge ham for nakkestivhed.

Olivers mor, Camilla (Trine Dyrholm) er ved siden af sin søn og kæmper for, at han får den bedst mulige behandling.

Er du allerede ved at blive lidt forpustet?

Men vi er først lige begyndt på lægevagten, hvor det hele tiden gælder om at få enderne til at mødes. Samtidig med at der skal træffes hurtige her-og-nu beslutninger.

Beslutninger, som kan betyde forskellen mellem liv og død.

Så går det galt. En menneskelig fejl, og ganske realistisk og detaljeret får vi skildret, hvad der så sker.

Det er film, der rammer rent og foruroligende præcis i sin skildring af et hektisk sygehusvæsen. Hvor der gælder om at være professionel, dygtig og kompetent selv i helt umulige situationer.

Skildrer på den måde også vores tiltro, nærmest “blinde” tro på, at vi – eller rettere lægevidenskaben – altid har kontrol og magter det umulige.

Det har den ikke. Det har vi ikke. På den måde skildrer filmen hospitalsverden indefra, hvor det altid gælder om at være kompetent og effektiv.

Den rolle udfylder Özlem Saglanmak ganske glimrende, men hun magter også at skildre det følelsesmæssige kaos, den afmagt og fortvivlelse, som griber hende, da det går galt med en patient.

Samtidig med at hun desperat vredt tager afstand fra ”føleriet” – det gælder nærmest for enhver pris om at holde fast i mottoet –”jeg har bare gjort mit arbejde”.

På samme måde spænder Trine Dyrholm i mor-rollen over hele registeret som pårørende. Taknemmelighed – tak for omsorg. Men også tvivlen og usikkerheden. Har lægerne nu også gjort det så godt, de nu kan?

Eller er det et fejlskøn, som kræver undersøgelse og retfærdighed. Der let kan udvikle sig til en sag. Hævn og klage. Det gælder om at finde en skyldig, når det går galt.

Her får vi også i tilgift en lille skildring af uenigheden internt mellem lægerne, og hvordan hierarkiet gør det nemt at afreagere og sparke nedad, når det går galt.

Men det er først og fremmest de to fremragende kvindelige skuespilpræstationer, Dyrholm og Saglanmak, der står tilbage og får filmens problematik til at leve og ånde overbevisende.

Det ville være en rar tanke, hvis vi kunne kontrollere vores eget liv. Og dermed også døden. Men sådan er det ikke.

Vi er alle bare mennesker, og som mennesker flest gør vi det så godt, vi nu engang kan. Men ”alle læger har en kirkegård”, lyder det.

Det er stærk film og stærk kost i sin skildring af hospitalsverdenen, presset og hvad der sker, hvis der sker fejlskøn.

Et ps: Begrebet “det andet offer” beskriver den belastningsreaktion, sundhedspersonalet oplever, når der sker fejl i behandlingen af patienter.