Askepot som splatter

Film - ”Den stygge stedsøster”

Askepot-eventyret får her en grum fordrejning med splatter, ulækre gys og grotesk humor, der uheldigvis kommer til at overskygge filmens indbyggede pointe og budskab:

Drømmen om prinsen på den hvide hest er ikke værd at gå efter, piger. Stol på jer selv og lad jer ikke undertrykke af (mands)samfundets skønhedsnormer.

Den tandbøjlebærende unge pige Elvira (Lea Myren), hendes enkemor Rebekka (Ane Dahl Torp) og lillesøster Alma (Flo Fagerli) ankommer til slottet. Enken har endelig fundet en rigmand og nu tegner fremtiden lys og økonomisk sikker.

Stedsøster Agnes (Thea Sofie Loch Næss) smiler ovenikøbet venligt til Elvira, men med et slag forvandles alt, da den lagkagespisende rigmand uventet dør. Og det viser sig, at slottets beboere er lige så ludfattige som Rebekka og hendes to døtre.

Elvira drømmer og har altid drømt om prinsen – prins Julian (Isac Calmroth), og da han sender en invitation til bal om fire fuldmåner, går hun kraftigt tilskyndet af mor i gang med den store kirurgiske forvandling.

Skal forvandle sig fra småbuttet, tandbøjlebærende og alt for langnæset teenager til den smukkeste smukke. Under mottoet – skønhed er smerte.

Der er film, som blander det klassiske eventyr med thriller og gys og skildrer det hele ganske skamløst overdådigt.

Med Disney-agtigt kostumer, som hoffets damer godt kunne have skruet sig ned i ved Solkongen Ludvig 14’s baller. Ekstremt smukke, eller ekstremt kiksede.

Der er ikke sparet på noget. Men straks fra filmens åbningsscener aner du, at der er noget grumt og ulækkert gemt inde bag ved. Kameraet panorer hen over en overflod af mad, men hov – den, der tallerken myldrer jo med mider.

Skønhedskirurgien går i gang med stemmejern og en slankekur, ingen på denne jord vil have lyst til at gennemføre. Eller hvad med tilbuddet om håndsyede øjenvippe-forbedringer?

Her ville alle med en smule fornuft tilbage i hovedet sige nej tak

Men det gør Elvira ikke. Hjælpeløs, underkuet og ydmyget igen og igen.

Det er en film med sin egen totalt grumme og skånselsløse logik, mens den ganske detaljeret skildrer og udpensler de pinsler, som skal til for at blive smuk.

Hvilket vi jo godt ved aldrig rigtig vil lykkes, når vi kaster et sammenlignede blik på den blonde Agnes, der bliver reduceret til undertrykt Askepot tyende efter sin fars død.

Det er såmænd flot filmet og godt spillet, men filmens kritiske sigte ender i en underlig, følelsesløs blindgyde.

Jovist fanger vi hurtigt budskabet. Hvis kvindekønnet kun går efter at forvandle sig til kønne dukker, der er sat i verden for at gøre alt, hvad de kan og mere til for at gøre prinsen tilpas …

Ja, så bliver der ved grød ikke meget liv eller selvstændighed til dem selv.

Den skarpe satire, overdrivelsen, den uventede groteske humor udleverer fint og præcist eventyrets forlorne moral. Bare du er køn og smuk, er din lykke gjort og prinsen din.

Men den velmenende pointe drukner i filmens overdrevne storforbrug af ulækre splatter-scener for at forløse sin body-horror-vinkel på Brødrene Grimms klassiske eventyr.

Hvis du ser filmen, så husk at lade være med at købe popcorn. For du mister nemt appetitten undervejs.

Så er du advaret.