Balancen i firmaet

FILM - ”Den perfekte chef”

Den spanske skuespiller Javier Bardem er en af den slags skuespillere, som kan spille alt. Ganske overbevisende overtager han sine roller, og selv om vi godt ved, at det er skuespil, bliver han i løbet af ganske få minutter ét med sin rolle.

Tænk på ”No Country For Old Men”, hvor han spillede den skræmmende psykopat, Anton Chigurh, eller hans roller som elsker i ”Vicky Christina Barcelona, iskold 007-skurk i ”Skyfall” og mange andre.

I ”Den perfekte chef” spiller han firmaejeren Julio Blanco, en diskret gråhåret, alfaderlig type, der har arvet ”Blanco vægte” og nu står lige foran at vinde erhvervsprisen ”Strålende Drift”.

I åbningsscenen står han højt hævet over medarbejderne og roser dem for indsatsen, men husk nu, at snart kommer priskomiteen på besøg, og så er det jo bare at sige sandheden – det er vidunderligt at arbejde her.

Under overfladen er det dog ganske andre drifter, som er i spil. En fyret medarbejder José (Óscar de la Fuente) forstyrrer chefens peptalk, har slæbt sine mindreårige børn med og klager sig højlydt. Han mister både hus og sine børn, hvis han ikke får sit job igen.

Snart står han udenfor og protesterer med hjemmelavede banner og megafon. Men det er ikke det eneste problem, som den altid korrekte, habitklædte chef må forsøge at tackle.

Logistikchefen Miralles (Manolo Solo) er helt ude af flippen på grund af ægteskabelige problemer og laver fejl på fejl – ”konen trænger til luft”, lyder forklaringen. Hvilket Blancos hustru meget klart oversætter til – hun ser en anden!

Nu følger vi Blanco, mens han som en slags selvbestaltet, hjemmelavet terapeut prøver at løse problemerne med slesk tale, middage, bestikkelse og vin, alt imens hans selv kommer længere ud i sit eget personlige uføre.

For under den vennesæle, betænksomme snak er Blanco i virkeligheden kun ude på at mele sin egen kage – og al den snak om de ansatte som familie dækker blot over en ganske hensynsløs og respektløs udnyttelse af mennesker.

Han kloger sig bedrevidende og betænksomt, men har selv rigtig svært ved at modstå praktikant Liliana (Almudena Amor), da hun høj, slank og med en god fast røv første gang er på rundvisning på fabrikken.

Det skal gå galt og gør det, og pludselig ramler alt for den alfaderlig chef, og den brutale pengemand inde bag den spinkle brille optræder pludselig i en helt anden skræmmende rolle.

Javier Bardem er fremragende i rollen som den manipulerende charmør. Så inderligt omsorgsfuld, men i virkeligheden kun ude på at gøre det bedst for sig selv. 

Han er helt ude af balance og kan ikke selv indse det, mens filmen elegant dribler rundt med ham og hans bullshit-snak om fællesskab og stærke relationer.

Men der bliver også spillet stærkt og godt omkring ham. Óscar de la Fuente er den strejkende fyrede, som nægter at spille med på Blancos præmisser og ikke lader sig bestikke, og Almudena Amor er praktikanten, der både er smigret over chefens interesse, men også selv forstår at spille beskidt spil.

Lige som Manolo Solo er den fortvivlede ægtemand, der ikke aner, hvad han skal stille op med sin hustru med behov for luft.

Det er en film, som eksploderer til sidst, hvor det hele går i lort med lort på for den beregnende Blanco, og det er en film, som er værd at se på grund af dens blændende fortalte miks af latterfremkaldende komedie, syreskarp satire og hudflettende samfundskritik.

Det er grumt og grinagtigt, mens hele firmaets ”familiefortælling” smuldrer og efterlader os i biografmørket med en ganske besk slutpointe. Hvordan den private ejendomsret på trods af al denne smørstemme-snak, når det kommer til stykket, stadig bestemmer alt.

Chefen gør, hvad der skal til – med den påklistrede undskyldning – for firmaets skyld. Altså sin egen. Blanco er helt blank.

Ingen bliver rigtig skånet, og på den måde er filmen ganske nådesløs i sin skildring af al den råddenskab og den selvforståelse, som Blanco repræsenterer. Med påtaget kvindelig ligestilling og ansættelse af logistik-chef af anden etnisk oprindelse.

Det kniber ganske gevaldigt med balancen i firmaet, der på væggen har malet det manende slogan: ”Hårdt arbejde, balance, loyalitet”