Spionfilm uden bulder og brag

FILM: "Den gode spion"

Spionfilm. Det er sådan noget med bulder og brag. Med masser af mord. Med kække mænd og lækre damer. Med intriger, der er pakket ind i svig, som er pakket ind løgn. Tillige er det noget med uovervindelige helte, trælse skurke, der taler russisk, har grimme tænder og er halvfulde.

Sådan er det ikke her. Men denne film skal også forestille at være en sandfærdig historie. Eller hvor tæt man nu kan komme på sådan en, når personen, der skildres, er død for over 30 år siden.

Den person hedder Greville Wynne. Han er ingeniør og forretningsmand, der handler på den anden side af Jerntæppet. Filmen foregår nemlig fra 1960 og fire år frem.

Greville Wynne er en ganske almindelig mand med en ganske almindelig familie. Og pludselig bliver han hyret af MI6 (den engelske efterretningstjeneste) og CIA. De vil gerne bruge ham som pony. De har nogle oplysninger, der skal smugles ud fra Sovjetunionen. Og det skal helst ske med en person, der er alt andet end spion.

Greville er en engelsk gentleman anno 1960. Det vil sige fine manerer, let topmave, forhøjet alkoholforbrug og i en ualmindelig dårlig kondition. Kan man komme i tanke om noget mindre spionagtigt? Nej vel! Han er den perfekte til jobbet.

Greville skal smugle oplysninger ud fra den russiske oberst Oleg Penkowsky. Han er ret tæt på generalsekretær Khrusjtjov.

Og han havde set nok: Krusse var i hans optik en tikkende bombe, som ikke skulle have lov til at have magt over et gigantisk atom-arsenal.

Derfor ville han gerne sende oplysninger til amerikanerne/englænderne for at forhindre hans oprustning.

Alt dette kan forkortes til, at de to personer sørgede for, at Cubakrisen ikke udviklede sig til et atom-ragnarok. Det hævder filmen i hvert fald.

Det gør det ikke til en mindre god historie.

Og det er faktisk befriende at opleve en spionfilm, hvor en fjerdedel af scenerne er optaget omkring en middagsbord. Hvor vi kun ser én person blive skudt - nemlig den legendariske dobbeltspion Popov.

På den måde er filmen også meget mere realistisk, fordi meget af tilværelsen som spion jo i virkeligheden går med at vente, spise, sove, arbejde med mere, for så i små glimt at drive spionage.

Filmen skildrer også rigtigt fint relationen til konen derhjemme, som jo har lugtet lunten: Der er noget splitterravende galt med Greville. Han opfører sig ikke normalt.

Og når han kommer hjem fra sine forretningsrejser til Moskva er han leveringsdygtig på lagnerne i et omfang, hun ikke tidligere har oplevet. Hun tror ikke, at det skyldes spionage. Hun tror mere, at det et dække over utroskab.

Benedict Cumberbatch spiller rollen som Greville, og det gør han rigtigt fint. I starten nonchalant som kun en brite.

Men efterhånden noget mere martret og noget mere bange...

Det har han så også al mulig grund til. Især i den sidste halve times tid af filmen, hvor han for alvor er i vanskeligheder. Det er både rørende og stærkt at se hans præstation.

Ganske underholdende er det jo også i glimt at opleve, hvor meget CIA og MI6 foragter hinanden.

Men giv endelig "Den gode spion" chancen, for dette er en anderledes, rar og afdæmpet spionfilm uden alle de sædvanlige floskler.

Nyd også at filmen har fået en dansk titel. Ikke at den er videre god og rammende. Men point for at forsøge i en tid, hvor alle filmtitler skal være engelsksprogede - også de tyske/franske/italienske film. Ja tag bare en anden af ugens premierefilm. Den er koreansk og hedder "Mother"...

På engelsk hedder denne film "The courier" - altså kureren/sendebuddet. Det havde faktisk været en meget mere dækkende titel for filmen.