Den, hvis liv næsten blev kvalt

Film - ”Den der lever stille”

Åbningsscenen – og den er faktisk god – fortæller det hele. Den unge forfatter Leonora (Frederikke Dahl Hansen) får besøg af sine forældre i sin lille Amager-lejlighed.

- Hvor er far?

- Hr. Skov leder efter en parkeringsplads. Kan du ikke bruge mig?

Fru Skov (Sarah Boberg) og Hr. Skov (Jens Albinus) er kommet på besøg med hjemmebagte marcipanhorn. Ikke for at hygge og ønske deres unge datter til lykke med hendes debutbog.

Men for at få hende med hjem. For Leonora er unormal. Og mens hun henter et fad til kagen, tjekker de lige hendes reoler og sengen. Men Leonora vil ikke med hjem.

Hun vil ikke med hjem til den dominerende hundjævel af en mor, som hendes far føjer i et og alt – fordi Fru Skov er ”svag”. Mens de gerne vil have hende tilbage som den lille søde pige, hun var engang.

Der, når hun gjorde oprør, fik tæv, og hvis hun drillede med, at det ikke gjorde ondt, så overtog far afstraffelsen. Og snart ser vi Leonora forvandlet til en frigjort voksenudgave, som rød læbestiftsbærende, kjoleklædt, feministisk og lesbisk debattør.

Det er ikke nogen decideret dårlig film, der er kommet ud af denne gendigtende fortolkning af forfatteren Leonora Christina Skovs roman af samme navn. Men romanen er langt bedre.

Og hvorfor nu det?

Filmen magter ikke at visualisere den indre monolog, den desperate kamp for at finde sig selv, som er romanens smertefulde kerne. Hvordan Leonora igen og igen under sin opvækst blev gjort forkert, når hun selv følte, at hun var allermest sig selv.

Den følelse og den smerte har vi alle oplevet i større eller mindre grad, når vi har prøvet at komme overens med vore respektive forældre – hvordan mor og far har præget os på godt og ondt. I den bedste hensigt – uden selv at være opmærksom på, hvordan de selv var blevet præget af deres opvækst.

- Jeg er ikke nogen dårlig far, siger Leonoras far på et tidspunkt. Uden at erkende, hvorledes hans alkoholiserede, voldelig far også har sat sine mærker i hans liv.

Skuespillet fejler som sådan ikke noget. Jens Albinus er ganske fremragende i far-rollen, bagatelliserende og forvrængende, hvad der faktisk sker og skete, og ganske forfærdelig nøgtern kold, når han overtager og følger sin kones giftige undertrykkelse op.

Det er repressiv undertrykkelse på højt plan, som han og fru Skov – ganske nydeligt, isflagekoldt afvisende spillet af Sarah Boberg- står for gennem hele filmen.

I den kvindelige hovedrolle er Frederikke Dahl Hansen tegnet for stærk og selvsikker. Vi hopper ligesom for hurtigt frem fra ungdommens usikkerhed til denne selvbevidste, viljestærke medievante frontfigur og får ikke skildret Leonoras indre usikkerhed, tvivl og kamp for at blive den, hun føler, hue er. Og springer ud som lesbisk.

I stedet glider filmen over i nogle mystiske, symbolladede tilbageblik med bl.a. ulv og ihjelbidt får. Og som stedfortræder for hende optræder en barneudgave - pigen Christina (Fenja Halse Gramkow).

Bedst er den når den går i dansk hverdagsrealisme i forholdet 1:1 med replikker, som sidder lige midt i skabet med al deres venlige undertrykkelse.

- Fru Skov har læst, at cancer er bevist at være en psykisk betinget sygdom.

- Så hun mener, det er min skyld, at hun er syg?

- Det er da ikke noget, hun mener. Det er noget, hun har læst.

Det er en film som trækker konflikten, løsrivelsen fra far og mor, op med vel tykke streger. Overtydeligt og også med brug af lidt gysereffekter og svulstigt dystre strygere. 

Det er en film, som aldrig rigtig kommer i mål. Med sin beskrivelse af forældrekærlighedens kvælertag. Den bliver og ender sært uforløst. Rammer ikke smerten over at blive afvist af sin egen mor. Bakket op ad en følelseskold far.

Fotograf: Andreas Bastiansen