Ondskabens børn

Film - “De uskyldige”

Kan børn være onde? Selvfølgelig kan de det.

Kan de være virkelig, virkelig onde?

Ja, det kan de, og det er du ikke i tvivl om efter at have set den norske børnegyser ”De uskyldige”, hvor vi møder fire børn, der lever i en okkult, mystisk parallelverden.

I åbningsscenen er den lyshårede Ida (Rakel Lenora Fløttum) på vej i bil til familiens nye lejlighed i et højhuskompleks. Ved siden af hende sidder hendes autistiske storesøster Anna (Alva Brynsmo Ramstad) og stærkt irriteret over at være blevet vækket af hendes brummeri, niver Ida hende alt det, hun kan.

Selvfølgelig efter lige at have tjekket at mor ikke ser noget i bakspejlet. Ida er ikke tilfreds med at skulle flytte og vil hellere på ferie alene med mor til udlandet her i sommerperioden. Hun keder sig og finder snart på anden grænseoverskridende adfærd.

Glasskår i storesøsters sko er en af dem.

Men så møder hun en spændende dreng, Benjamin (Sam Ashraf), der kan noget helt usædvanligt. Ved tankens kraft få en faldende sten til at ændre retning.

Men der er også den etiopiske pige Aisha (Mina Yasmin Bremseth Asheim), der har en mystisk tankeoverførelsesforbindelse til den autistiske Anna, og snart finder de fire børn sammen i et sært firkløver.

Eksperimenterende med de overnaturlige kræfter og de evner, de har. På en gang barnligt legesygt og samtidigt mere og mere farligt og skræmmende.

- Hvor højt kan en kat egentlig holde til at falde fra?

Filmen er en sær blanding af nordisk socialrealisme og gys og gru. Skæbneklokken blander sig som underlægning, når velfærdssamfundets sociale boligbyggeri pludselig bliver forvandlet til tågede spøgelseskulisser, mens forvrængede lyde får både filmens børn og os tilskuere til at føle os slemt utilpasse og skræmte.

Noget uforklarligt er i gang.

Filmen magter ganske fint at skildre fire børn, der lever i en voksenverden, hvor de hverken bliver set eller hørt. Fraværende forældre, måske traumatiserede, har stort set intet at tilbyde børnene.

Så det er forståeligt, at de konstruerer deres egen gyselig virkelighed. En verden som er fuld af grusomme og uforklarlige hændelser, og hvor legen efterhånden forvandler sig til morderisk gru.

Og du må give den norske instruktør og manuskriptforfatter Eskil Vogt, at han med ganske enkle virkemidler skaber rigtig meget realistisk gru og uhygge.

Samtidig giver den efterhånden vildere og vildere horrorhistorien hele skildringen af den lille familie og børnenes hverdag en uafvendelig skæbnetone. Det er bestemt ikke børnefilm for de mindste det her.

Det er både grumt og smukt filmet og spillet og alle børneskuespillere forstår på ganske overbevisende måde uden påklistrede replikker at skildre børnenes umiddelbare følelser – hævn, fortabthed, irritation, sorg og ensomhed.

På den måde er det en anderledes og en anderledes vedkommende gyser.

Og på en måde er de ”onde” børn også uskyldige, for de ved ikke, hvad de leger med af mørke kræfter eller, hvad konsekvenserne er. Sådan som det jo ofte er med børn.

- Må jeg få et plaster, siger en af dem. Sådan har deres indsendte i biografmørket det også efter små to timer med okkult gys og uforklarlig skræk.

Et plaster, tak. Ikke til såret, men et plaster til hjernen efter at have set den her film.