Betonblokkens undertrykte

FILM - ”De uønskede”

Et stærkt politisk billede af, hvordan afrikanske immigranter lever i den forfaldne betonslum i Frankrig.

Allerede i åbningsscenen ser vi, hvordan hovedperson Habys afdøde bedstemor selv i døden bliver slæbt nedværdigende ned ad den grafittiovermalede opgang. Kisten i konstant fare for at skride på den stejle, snævre trappe.

Haby (Anta Diaw) arbejder som fotokopierende kontorassistent på borgmesterens kontor, men er også frivillig aktivist og formand for en beboerforening, der kæmper for at få renoveret den overfyldte ghettoslum.

Da byens borgmester Gilbert uventet dør, melder et nyt forholdsvis ubeskrevet blad sig som kandidat til borgmesterposten. Børnelægen Pierre (Alexis Manenti) hvis kone nu gerne ville have drøftet den beslutning med sin mand.

For nu bliver både han og hun offentlige personer, og alt ændrer sig.

Ved sin side har Pierre viceborgmester Roger, selv afrikansk indvandrer, kynisk og småkorrupt, ved han nok, hvorledes man politisk bedst tackler den tikkende bombe af mangeårig utilfredshed som betonblokkens overfyldte lejligheder rummer.

Han tilbyder Haby lidt ”hjælp”, hvis hun går ind i hans team og stopper sin protest mod renoveringsplanerne. Men hun takker nej. Da borgmesterens hustrus bil bliver overmalet efter et velgørenhedsbesøg hos nyindflyttede syriske, kristne flygtninge går situation fra anspændt til hurtigt optrappende.

Hvis du spørger dig selv om, hvorfor der er voldsomme optøjer mellem myndigheder og immigranter i de franske forstæder, så skal du gå ind og se denne film.

Magtmisbrug og korruption tilsat personlige hævnmotiver med hjælp fra politiet former en uskøn cocktail, der igen og igen sætter selv de bedste viljer skakmat.

Haby glimrende spillet af Anta Diaw, definerer sig selv som en moderne fransk kvinde, der tror på og kæmper med de demokratiske rettigheder som republikken Frankrig giver sine medborgere.

Mens borgmester Pierre får form og karakter af Alexis Manenti, der på samme måde skildrer en velmenende, men også svag mand, der lader sig styre af sine personlige impulser med fatale konsekvenser.

Hele den optrappende konflikt er skildret og filmet indefra, og hjælpeløst må vi som tilskuere se tingene gå fra værre til virkelig slemt. Kan sætte os ind den desperation og hjælpeløshed, som overvælder både Haby og hendes vrede boyfriend Blanc.

Hvor længe kan man tåle at blive undertrykt og pesset på? Uden at eksplodere som en trykkoger?

Hvad vej vælger du? Demokratiets eller voldelig modstand?

Filmen har godt fat i sin historie og emne i Paris-forstaden Montfermeil. Med håndholdt kamera i overfyldte lejligheder, mens der bliver gnasket hjemmelavet afrikansk mad med heftig afrikansk hip-hop kørende som baggrundsmusik.

Men den bliver lige vel firkantet politisk i sin skildring af den heftigt optrappede konflikt. Er det virkelig så "nemt" for en kommunal borgmester at aktivere landets nationale politi til at udføre sit beskidte arbejde?

Et politisk lærestykke – jovist. Det hersker der vist ingen tvivl om.

Med heldigvis også med en slutning, der anskueliggør, hvorfor det kan være så svært at tro på, at systemets undertrykkelse kan blive ændret med fredelige, demokratiske midler.

Kan Haby blive ved med at tro på demokratiet?