Kårdefilm med actionpower

Film - ”De tre musketerer: D´Artagnan”

Næsten alle kender den franske forfatter Alexander Dumas og hans udødelige romanklassiker ”De tre musketerer” med det kårdesolidariske slogan - én for alle, og alle for én.

Og hvis de ikke kender Dumas, har de i hver tilfald på et eller andet tidspunkt set en musketerfilm byggende på romanen.

Her kommer den så i ny fransk aftapning - en version, hvor den oprindelige historie er blevet udsat for kreativ gendigtning og forvandling. Øjensynlig med det formål at gøre den mere dæmonisk, mørk, grusom ond og voldelig brutal.

Den unge casgogner D’Artagnan (François Civil) er i 1627 på hesteryg på vej til Paris for at slutte sig til kongens musketerkorps.

Regnen plasker ned, og da han søger ly på en kro, bliver han hidkaldt af kvindeskrig involveret i et overfald på en holdende karet.

Han kaster sig ind i kampen, men bliver stoppet af et pistolskud. Han er tilsyneladende død, men overlever naturligvis. Det gør kvinden i kareten ikke

- Men sådan er handlingen jo ikke i romanen, kan jeg høre Dumas-fan udbryde.

Nej. Og sådan bliver det ved. Selvfølgelig møder D´Artagnan de tre musketerer. Athos, Porthos og Aramis, og får i løbet af et par minutter fornærmet alle tre, som han så skal møde i duel.

Den historie er alligevel for god til ikke at tag med, men ellers holder instruktøren Martin Bourboulon og hans manuskriptforfatterpar Matthieu Delaporte og Alexandre de la Patellière sig ikke tilbage.

Men forvandler det oprindelige kårde og kappedrama, med den indbyggede frygtelige hemmelighed om den forræderiske Milady (Eva Green), til potent actiondrama. Selvfølgelig stadig med fuldt knald på de store følelser og geswung i patosfyldte optrin.

Kårde, kærlighed, religionskrig og rænkespil i en gendigtet og stærkt ændret version. Men selvfølgelig fyldt med tapre mænd og ditto kvinder, som kæmper for dronningens ære. Med alle til rådighed stående midler.

Imod den onde kardinal Richelieu (Eric Ruf), som vil have kongen til at gå i krig mod protestanterne – og derfor vil afsløre dronningens (Vicky Krieps) hemmelige kærlighedsaffære med den britiske grev Buckingham (Jacob Fortune-Lloyd).

François Civil som den unge D´Artagnan giver rollen akrobatis badut liv og er samtidig ungdommelig kæphøj. Sådan skal den rolle jo spilles. Mens Milady i form af Eva Green er forførende beregnende.

Bare se den måde, hvorpå hun tilfældigt kan stoppe et kniplingslommetørklæde i brystudskæringen og dermed blotte mere bryst, så D’Artagnan får svært ved holde blikket væk.

De tre øvrige musketer fylder også rollerne ganske udmærket ud - Athos (Vincent Cassel), Porthos (Pio Marmaï) and Aramis (Romain Duris). Især Vincent Cassel som den martrede, glemsel-drikkende veteran, der bærer på en skjult familiehemmelighed. Og som her – som noget helt nyt – bliver anklaget for et mord!

Her er ikke sparet på noget. Det er film på den store underholdningsklinge med overdådige kostumer, slotte og dystre fængselskældre – ja selv kongeslottet Louvre fyldt med hofsnoge er kommet med. Kampscenerne er filmet håndholdt kaotisk og råt og langt fra foregående films elegante kårdefiligran. Her handler det så sandeligen om at overleve med alle midler.

Og hører du til dem, som længe har savnet se en skuespiller i et gevaldigt hop lande på ryggen af hest og ride stormende afsted, er den her film lige noget for dig.

Det er måske ikke en nødvendig og uomgængelig film. Og en sand Dumas-fan kan have sine betænkeligheder ved den flamboyante omgang med den oprindelige musketerberetningen. Det er god gammeldags underholdning, som du bør nyde for det, filmen er – primært uskyldig fornøjelse.

Og går du ind og ser den, må du vente på andet afsnit – der først får fransk premiere til december. Så vi må forlade D’Artagnan lige der, hvor …