Bjerghøjt venskab

Film - ”De otte bjerge”

Overordnet handler filmen her om venskab, mandevenskab, om at være vidt forskellige, men måske netop derfor at kunne knytte tætte bånd. Fordi den anden har og kan noget, som du ikke selv kan.

Filmen åbner i de italienske alper, hvor drengen Pietro, 12 år, enebarnet fra Torino, er på ferie, og hvor han møder den jævnaldrende Bruno, der hjælper sin faster med at passe køer på sæteren.

Men der bliver også tid til at vise Pietro rundt i den betagende bjergnatur, lege og bygge dæmning i bækken. Og snart er de bedste venner. Pietros forældre, skolelærermor og ingeniørfar, vil det bedste for den kvikke Bruno og foreslår, at han kommer med dem til Torino og får en uddannelse.

Det modsætter Brunos far sig, og 13 år gammel må landsbydrengen starte i byggebranchen. Så ser de to drengevenner ikke hinanden i 15 år. Pietro gør oprør mod sin ingeniørfar og bryder med familien, og først da far dør, opdager Pietro, at han har arvet en forfalden bjerghytte.

Her møder de to venner nu hinanden som fuldskæggede unge mænd. Og det viser sig at Bruno har lovet Pietros far, at han skal sørge for at genopbygge den malerisk beliggende stenruin.

Det er en film, der giver sig rigtig god tid mens den folder historien om mandevenskabet ud i et to og en halv time langt forløb. Begge to har de på hver deres måde et godt gammeldags faropgør til gode – eller rettere at finde sig til rette med deres fars svigtende nærvær.

Og det gør det heller ikke nemmere for deres genoptagne venskab, at Pietro finder ud af, at hans far og Bruno faktisk fortsatte deres bjergvandringer efter at han selv havde brudt med dem.

Vi oplever både glæde og vemodige stunder, mens vi følger de to i den bjergtagende natur. Filmen bygger på den italienske forfatter Paolo Cognetti’s roman ”De otte bjerge” og i lange stræk bliver den langsomt udfoldede handling bundet sammen af en forklarende fortællerstemme.

Det er de to mænd og deres forsøg på at finde sig tilrette her i livet, der er i fokus. Og de to voksne hovedrolleindehavere – Pietro (Luca Marinelli) og Bruno (Alessandro Borghi) gør det udmærket på hver deres måde.

Marinelli som den tvivlrådige, søgende og ubeslutsomme, der drømmer om at skrive en bog, Borghi, som den tilsyneladende altid handlekraftige og kortfattede, der drømmer om at blive bjergbonde igen.

På hver deres måde når de deres mål, men da Bruno løber af med den kønne Lara (Elisabetta Mazzullo) efter først at have spurgt pænt, må Pietro alligevel en tur til Himalayas snedækkede bjerge for at blive en bedre version af sig selv.

Det er film, som på sæt og vis dykker en tilbagevenden til et mere enkelt og primitivt liv. Du ved ren bjergluft i lungerne, hård pølse og hjemmelavet ost ved kanten af den kolde bjergsø, men samtidigt tager den også luften ud af denne romantiske forestilling.

Så de Pietros storbyvenner på besøg begynder at tale om at vende tilbage til naturen, understreger Bruno kort og kontant at naturen ikke eksister for ham. Det gør bjerge, stier, åen, som en konkret mulighed for at overleve, hvis du forstår hvordan.

Det er en langsom film, med flere gode stunder, især i de scener, hvor det tavse mandevenskabs usagte grundlov – det er ikke så meget det, du siger, men mere det vi gør sammen, der er vigtigt – folder sig ud.

Den er ganske bevægende, også der, hvor netop venskabet viser sig ikke at kunne slå til, da det for alvor udvikler sig til en familiemæssig krise for den bjørnestærke og ellers så handlekraftige Bruno.

Bjergene, hyttebyggeriet og kampen for at overleve i de barske omgivelser danner rammen.

Om mænd, der har det svært med ord. Men alligevel er trygge ved hinanden. Skabt af en fælles traumatisk oplevelse af en fraværende far, men også på hver deres måde kæmpende for at finde deres rette plads i verden.