General uden tropper

Film - ”De Gaulle”

”At stå stille er at blive besejret”

Citat, general Charles de Gaulle (1890 – 1970), som vi følger i tre hektiske måneder i Frankrig i 1940 fra april til juni, hvor den nazistiske besættelsesmagt løber storm mod republikken.

Charles de Gaulle (Lambert Wilson) er oberst, da den tyske hær angriber, og han har - som citatet oven over viser - ikke tænkt at overgive sig eller forhandle våbenhvile.

Han rykker telefonisk for at få luftværnstøtte, men får afslag. Samtidig gør han, hvad han kan, for at få sin familie, konen Yvonne (Isabelle Carré), deres voksne søn og datter og efternølerne, mongolbarnet Anne i sikkerhed.

De Gaulles stædige kamp mod den overmægtige fjende, går ikke upåagtet hen, og han bliver forfremmet til brigadegeneral og indtræder som understatssekretær i premierminister Reynauds (Olivier Gourmet) regering.

Her er han oppe imod stærke politiske kræfter. Helten fra 1. Verdenskrig, general Pétain (Philippe Laudenbach) taler for overgivelse og våbenhvile, mens præsidenten med de Gaulles støtte kæmper for at fortsætte kampen – om nødvendigt andre steder end på fransk jord.

For som de Gaulle fastslår – der er tale om verdenskrig.

De Gaulle selv bliver flere gange sendt til London for at få støtte fra den britiske regerings Winston Churchill. Alt imens defatisterne, som han kalder dem, målbevidst modarbejder hans bestræbelser.

Her er intet sparet - hverken på scenarier, tøj, biler, våben eller fly – for at bringe os tilbage til det kaos, som Frankrig pludselig stod i. Fiktion er det, men umiddelbart virker det som alle historiske kendsgerninger er på plads, mens vi følger den viljestærke mand, som reddede Frankrigs ære ved at stå fast på sit.

Parallelt med den ganske detaljerede og omstændige krigshistorie, følger vi også de Gaulle familiens personlige problemer – på flugt udsat for de tyske flys angreb og med den stakkels Anne på slæb.

Lambert Wilson fylder rollen ud, stiv som en metallineal, regelret katolsk og nationalorienteret, vive la France, og næsten for stenansigtsbærende. Det er som om, at alle menneskelige følelser forsvinder i den storladne, patetiske hyldest til den franske nationalhelt.

Selv om det – indrømmet – også er ganske spændende at følge med i det politiske spil bag kulisserne, inden de Gaulle i en direkte BBC-radiotransmission opfordrer alle franskmænd til fortsat kamp.

Hvilket fik det samarbejdsvillige Vichy-styre til senere at dømme ham til døden.

I rollen som Winston Churchill ser vi Tim Hudson tygge sig igennem den ene cigar efter den anden, selvfølgelig med rigeligt med stærke sjusser til, mens han på en blanding af engelsk og britisk støtter de Gaulle's sag.

Det er en kliche så tyk, at det ufrivilligt får én til at trække på smilebåndet.

Wilson gør sit bedste for at få et levende menneske ud af sin de Gaulle- rolle, men manuskriptet giver ham ikke mange muligheder. Kliche på kliche.

Allerede godt gennemtyggede scener, som du føler, at du har oplevet før, afløser hinanden, og den eneste virkelig scene med bid i er måske, da de gamle generaler bagtaler indenrigsministeren – jøden Mandel – mens de står og pisser sammen.

Magten hader tomrum, og general Pétain blev jo snart Vichy-leder og Adolf Hitler-allieret.

Det historiske er på den måde på plads, men kors hvor det kniber med at gøre de Gaulle til et rigtigt levende, varmblodigt menneske med tvivl, tanker, behov, bekymringer og hvorfor ikke – humor.

De Gaulle var jo kendt for sit vid og sin skarpe tunge, og det ser vi alt for lidt til i denne næsegrus hyldest.

Så tak for en grundig historietime, men rigtig levende bliver portrættet af lederen af de frie franske styrker aldrig.