Den misbrugte datter

Film - ”Dalva”

En 12-årig pige bliver med politihjælp tvangsfjernet fra sin far og placeret på et bosted for misbrugte børn.

Det er den nøgterne kerne og åbningsscenen i denne belgisk-franske film med den unge Zelda Samson i hovedrollen som Dalva, der – det finder vi efterhånden ud af – er blevet seksuelt misbrugt af sin far, Jacques.

Men sådan oplever Dalva det ikke. Hun opfatter sin tætte og nære forbindelse, også fysisk til sin far, som et naturligt udtryk for kærlighed. Hun klæder sig som en voksen moden kvinde, silkekjole, perleøreringe og en omhyggelig make-up.

Instruktøren Emmanuelle Nicot får hurtigt os nede i biografsalens mørke bragt helt tæt på den misbrugte datter.

Kameraet fokuser i lange perioder udelukkende på Dalva, helt tæt på, så vi kan høre hendes skræmte åndedrag, hjertets febrilske banken og sådan set godt kan forstå, hvorfor hun er så bange og angst.

Simpelthen ikke forstår, hvorfor hun bliver fjernet fysisk fra sin far.

Hun bliver lægeundersøgt, får en forsvarsadvokat og på bostedet er det socialpædagogen Jayden (Alexis Manenti), der skal tage sig af hende.

- Hvorfor skal jeg være her? Hvorfor skal jeg have en forsvarsadvokat?

- Hun skal tage sig af dine rettigheder.

- Hvilke rettigheder ?

Langsomt ændrer kameraindstillingen sig fra det klaustrofobiske til mere åbenhed. Zoomer ud i den virkelighed, som omgiver den tvangsfjernede. Samtidig med at Dalva begynder at knytte venskabelige bånd til sin værelseskammerat Samia (Fanta Guirassy).

Hun blomster langsomt op, dropper sin bedstemorkjolestil, ryger i uformelig sweater og begynder langsomt at kunne forstå og se sig selv. Som misbrugt. Sådan som andre ser og forstår hendes situation.

Men samtidig viser filmen også, hvor svært det er. Netop for en ung pige at ryste den selvforståelse og vrangforestilling om, hvad ”kærlighed” er af sig. Samtidig med at hun oplever, hvordan hun selv har vænnet sig til at blive elsket på – på en ganske bestemt måde.

Hvordan hun det skadede barn, slet ikke ved, hvordan hun skal reagere hensigtsmæssigt, når hun selv som spirende teenager rækker ud efter ømhed og nærhed.

Venskabet mellem de to forskellige piger er mageløst og intimt beskrevet. Den direkte og uden-omsvøb-seje Samia overfor den indelukkede og handlingslammede Dalva.

Og omkring dem, de andre anbragte og misbrugte børn, som ikke holder sig tilbage, men uden betænkeligheder spørger ind til, hvorfor Dalva er her.

Zelda Samson er intet mindre end en lysende stjerne i denne mørke fortælling.

At se hvorledes hun langsomt kryber ud af sin ”kvindeidentitet” og med barnets naturlige åbenhed selv begynder at undersøge og forstå, hvad der er sket med hende – det er stort skuespil.

Men også Fanta Guirassy er fremragende som den både beskyttende og forløsende veninde, der er med til at få Dalva bragt tilbage til virkeligheden.

Det er skønt at se de to sammen, at se Dalva blomstre op og genvinde bare en lille smule af den tryghed og uskyld, som hører barndommen til.

Ligesom Alexis Manenti på sin direkte maskulige facon i omgang med Dalva giver sin socialpædagogrolle troværdighed og format.

Det er bevægende, rørende og rå virkelighed, og filmen får os til at se Dalvas verden, hendes smerte og udfordringer indefra, så vi forstår hende og hendes traumatiske oplevelser.

Og så skal filmen også have ros for ikke at forfalde til løftede moralske pegefingre, men ganske enkelt og nøgternt at beskrive, hvordan et misbrugt barn langsomt forsøger at kæmpe sig tilbage til livet.

Men måske også aldrig undslipper det forfærdelige overgreb, hun har været ude for.

Socialrealisme med stort R - øm og skrækindjagende, men også indsigtsfuld og afklaret filmkunst.