Lossepladsen æder sjæle

Film - ”Costa Brava, Libanon"

Libanons storby Beirut er ved at drukne i skrald. Noget må gøres, og en ny stor kombineret genbrugs- og losseplads bliver anlagt uden for byen.

Lige nedenfor det landsted hvor Walid (Saled Bakri) og hans sangerindehustru  Souraya (Nadine Labaki) sammen med deres to døtre nu i løbet af otte år har opbygget et lille selvforsynende sted. Med høns, egen grøntsagshave og et liv langt væk fra korruption, politisk uro og demonstrationerne i hovedstaden.

Walid tror ikke et øjeblik på de officielle forsikringer om, at kun 20 procent af affaldet vil blive gravet ned, og nu følger vi så udviklingen og familiens liv, mens lossepladsen langsom æder sig ind på familien. Forurener og gør hverdagslivet stadig mere uudholdeligt.

Grundtonen i filmen er sært dommedagsagtig, nærmest mytisk uvirkelig, mens du ser dyngerne af blå affaldsposer, skrald og dåser vokse, mens Walid stædigt fotografer, dokumenter og taler om, at han vil sagsøge myndighederne.

Samtidig med, at lossepladsen breder sig og æder sig ind på familiens grund, begynder det tilsyneladende harmoniske familieliv at smuldre.

Walid og Sourava har været politisk aktive og drømt om at forandre det libanesiske samfund. Hun var engang en populær sangerinde, men har nu fulgt sin ægtemands drøm om at skabe et lille paradisisk helle, selvforsynende og isoleret fra et dybt korrupt samfund.

Men den ydre verdens indtrængen i form af affaldsdyngerne forandrer hurtigt deres liv. Ikke blot fysisk, men også mentalt. For kan man for alvor melde sig helt ud af samfundet?

Souraya, udmærket spillet af den storøjede Nadine Labaki, er bærer af tvivlen, mens parrets yngste datter Rim (Ceana Restom), 9 år, stædigt og loyalt følger og kæmper for sin fars utopiske drøm. Modsat er den ældre Tala (Nadia Charbel), 17 år gammel, også i kraft af sin spirede seksualitet, nysgerrig og klar til at opleve andet og mere.

Det er film, du først og fremmest skal se i kraft af de stærke kvindeportrætter.

Nadine Labaki, som mor og sangerinden, der langsom kommer til at tvivle mere og mere på om denne isolering fra resten af samfundet, som hendes mand Walid stædigt holder fast i, nu også er en holdbar løsning. Men også de yngre døtre gør det overbevisende.

Og så er der Walids mor i form af Zenia, der gerne vil vende til livet i Beirut, og derfor stædigt og ganske ukueligt humoristisk er i opposition til sønnen.

Du kan se filmen som en skildring af en verden, hvor menneskelig uforstand ikke alene ødelægger natur og miljø, men også æder sjæle op. Når Rim stædigt lukker øjnene og tæller til 10 for så at åbne øjnene og håbe, at den virkelige brutalitet hun befinder sig i, så er væk …

Ja, så ved vi godt, at sådan fungerer det ikke.

Familien bliver uundgåeligt splittet og tegner samtidigt et troværdigt billede af den politiske håbløshed i Libanon. Men efterlader også et lille håb om, at familien og dermed også landet kan komme videre. Hvis de vil forlade den umulige utopiske selvisolering.

Og dermed igen melde sig ind i kampen for at genopbygge et mere retfærdigt Libanon. Hvor umuligt det end måtte være – kan du drømme, at affaldsposerne flyver op som lysende lamper, er der måske også stadig håb om forandring.