Upassende opførsel

FILM - ”Corsage”

Et historisk filmdrama om en kvindeskæbne fanget i et patriarkalsk samfunds forventningsspændetrøje.

Og så er det alligevel ikke helt sådan, det er, og netop det gør filmen her spændende

Den østrigske kejserinde Elisabeth (Vicky Krieps nærmer sig i 1877 sin 40 års fødselsdag. Hun er gift med kejser Franz Joseph (Florian Teichtmeister) og hyldet for sin skønhed, men ægteparret sover hver for sig. Så der bliver ringet pænt på, men ikke altid lukket op, når ægteparret på skift vil besøge hinanden.

Sisi, som kejserinden bliver kaldt i folkemunde, er utilpas i sit eget liv. Hun kan ganske overbevisende ”fake” en besvimelse, hvis hun ikke gider at deltage i en officiel begivenhed, hvor nogen fornærmer hende.

Samtidig er hun sygeligt optaget af sit udseende og sin vægt, selvom hun er kernesund og rask. Ridder dagligt, men keder sig også gudsjammerligt. Hun har født de børn, hun skal til arvefølgen. Så hvad nu?

Filmen er optaget on location i mørkebrune billeder. Forfaldne rum med afskallet murværk, slotte og herregårde, som en skygge af fordums skønhed. Samtidig er skuespillerne iklædt tidstypiske, prægtige kostumer, uniformer og kjoler, og når der er officielle middag er retterne fornemt og delikat anrettet.

På den måde bliver der på billedsiden slået uventede sprækker i det formfuldendte, i kravet om for enhver pris at holde på formerne. Sådan også på lydsiden med en syngende violinspiller, der skingrende falsk giver os ”Help Me Make It Through The Night”.

Lige som Rolling Stones-nummeret ”As Tears Go By” er en del af underlægningsmusikken.

Tidsbilledets korrekte historiske kontekst bliver smadret og giver på den måde også en forståelse for kejserindens kamp for at slippe ud af den spændetrøje – her bogstaveligt talt illustreret med det stadigt mere strammede korset – som hun befinder sig i.

Vicky Krieps i hovedrollen som den østrigske kejserinde Elisabeth gør det ganske fremragende.

På en gang hoven, kommanderende, forkælet og forvænt, og samtidig usikker, søgende – også efter en ny kærlighed – ude af stand til at flygte fra den rolle, hun nu er tildelt som kvinde og kejserinde. Men hun igen og igen stridigt kæmpende må indse, at hun ikke er i stand til at realisere det liv, hun selv vil.

Det er svært at forestille sig denne film uden Vicky Krieps i hovedrollen, netop fordi hun så glimrende både formår at skildre denne overklasses kvindes arrogante side og hendes ligegyldighed over for offentligheden – ”fårenes mening får ikke løven til at ligge søvnløs”.

Men også skildrer den stærke kvindes magtesløshed efterhånden, som det går op for hende, at det er umuligt at slippe ud af den rolle som kransekagefigur på toppen, hun er forpligtiget til at udfylde. Skønt hun prøver at blive en del af sin kejsermands politiske arbejde.

Der bliver også spillet godt omkring hende. Kønne Colin Morgan som hendes britiske ridelærer, som hun er mere interesseret i end den kejserlige ægtemand. I øvrigt spillet formelt og passende køligt af Florian Teichtmeister, mens Lilly Marie Tschörtner spiller søsteren Marie, der som anstandsdame må ofre egen lykke for Sisi.

Filmen fungerer fint som portræt, selv om du dine steder kan have din tvivl om den historiske korrekthed. Og det fungerer netop i kraft af Vicky Krieps voldsomt udfarende skuespil, på en gang streng, strid, ubønhørlig og fortvivlet, og samtidig isoleret på trods af sin høje sociale status.

Igen og igen ustyrligt grænseoverskridende, men alligevel magtesløs som nattergalen i sit guldbur. Som hun så gerne vil flygte fra – i håb om at slippe for kedsomhed, fortvivlelse og meningsløshed. Skønt kejserinde kæmper hun mod omverdens uforstand, men også sit eget væsens uregerlige kerne.

Lige så tvivlrådig og ubeslutsom og samtidig, når der skal træffes afgørende livsbeslutninger. Impulsiv, uovervejet og rastløs er hun.