Barn af døve forældre

FILM: "Coda"

Ruby er den eneste i sin døve familie, der kan høre.

Derfor er de også dybt afhængige af hendes øre, når de arbejder på familiens fiskerbåd og skal sælge deres fangst, og endda også når forældrene skal tjekkes i de nedre regioner ved lægen, må Ruby være med som oversætter. 

Hendes morgen starter kl. 03.00, hvor hun hjælper sin far Frank og storebror Leo på båden, inden hun drøner afsted i skole. 

Ruby har hele sit liv oversat for sin familie, men da hun melder sig til kor i skolen, går det op for både hende og sanglæreren Mr. V, at hun kan noget helt særligt med sin stemme.

Da familiens indkomstkilde, fiskeriet, bliver truet, bliver Ruby splittet mellem at forfølge sin drøm om musikken og frygten for at efterlade sin familie uden for de hørendes verden.

”CODA” (Child of Deaf Adults), der er en genindspilning af den franske film ”Familien Bélier” (2014), inviterer os ind i en verden, hvor der ikke findes lyde og hvor ord skal udtrykkes gennem med ansigt og fagter.  

Emilia Jones spiller hovedrollen som teenagepigen Ruby, der føler sig splittet mellem loyalitet og ambitioner. Hun er først og fremmest genert, for drillerierne har kørt siden hun kom i skole første gang og talte med lyde som en døv.

Heldigvis har hendes sprog udfoldet sig glimrende, og hendes musikalske talent er ikke at tage fejl af. Hun kan virkelig synge!

Plottet er ganske forudsigeligt med en genert 17-årig pige, der har et crush på en fyr på skolen. Hun melder sig til koret, hvor den farverige musiklærer sætter de to unge mennesker til at synge sammen, og de bliver kærester.  

Det lyder næsten som en Disney-produktion i ”High School Musical”-tiden, men ”Coda” kan alligevel noget mere.

Når Rubys forældre, spillet af Troy Kotsur og Marlee Matlin, fører pinlige forældresamtaler på tegnsprog, er humoren så varm og kærlig, og der sker bare noget helt andet, når replikker udføres med kroppen.

Helt genialt er det, når forældrene har sex i soveværelset, mens Ruby forsøger at øve sin duet med Miles, og at de slet ikke er klar over, hvor meget de larmer, og Ruby må holde sig for øjnene og stikke armen ind af døren for at blinke med lyset for at få dem til at stoppe.

Marlee Matlin er selv døv og den eneste døveskuespiller til at have vundet en Oscar i sin rolle i ”Children of a Lesser God” (1986). Hendes mor-datter-snak med Ruby er så skøn at iagttage, hvor de to sidder i stilhed, smasker lidt, når de snakker og fagterne er bløde og kærlige.

Helt fantastisk er Troy Kotsur som Frank, der både er sjov og fanger tegnsprogs-humoren on point, men han viser også sårbarhed, ømhed og forståelse for sin datter.

Det var nærmest umuligt at holde tårerne tilbage, da han efter Rubys første koncert, beder hende synge sangen for ham igen.

De to sidder bag på ladet af den lyseblå pickup, og fordi han ikke kunne høre hende synge i salen, da han sad blandt publikum, vil han have, at hun synger den kun for ham.

Et ganske rørende øjeblik opstår, da faren lægger sine hænder mod sin syngende datters hals for at mærke den smukke, vidunderlige stemme.

”CODA” er en rørende, morsom og elskelig film, som i hvert fald fik anmelderen her til at snøfte 3-4 gange på de knap to timer.

Selvom plottet er ganske forudsigeligt, så vinder filmen på den lidt grovkornede tegnsprogshumor og på den ægte følelse af familie, de fire skuespillere skaber på trods af manglen på replikker. 

En ægte følelse af kompromis, loyalitet og kærlighed.

"Coda" er en skøn, dejlig feel good-film, der helt klart er en tur forbi biografen værd.