To drenge, ét venskab

Film - ”Close"

Har du ikke også haft en virkelig tæt barndomskammerat? Før du gik i pubertet og begyndte at kæmpe med overgangen til voksenlivets udfordringer …

I belgiske ”Close” møder vi Leo og Remi, 13-årige pubertetsdrenge, der er lige så tætte, kropsligt og intellektuelt forbundne, som kontaktlimet marehalm. Og så sker der noget, næsten umærkeligt, der får de to venner til at glide fra hinanden.

De skal begge to begynde samtidigt i en ny skole, sådan lidt a la 1 g herhjemme, og møder op nysgerrige og samtidigt åbenlyst et par drenge, som kender hinanden.

- Er I sammen, lyder det fra en af klassens piger. Interesseret og sikkert ikke ude på at forulempe.

Leo (Eden Dambrine) benægter. Han og Remi (Gustav De Waele) er bestemt ikke homoer og danner ikke par. Pludselig er den intimitet og nærhed han har med sin bedste ven utilstedelig. Deres naturlige kropslige samvær bliver mistænkeliggjort, og det gør nas.

For de er jo sammen hele tiden, og sådan er det da bare.

Leo føler sig fortabt, forkert, underlig og udenfor. Men benægtelsen får følger – han svigter også gradvist og i begyndelsen sikkert ikke bevidst det grundlæggende venskab, han har opbygget med Remi.

Mens Remi reagerer indadvendt, såret og følsom, ude at stand til at sætte ord på svigtet.

Det er en film, som går tæt på hele pubertetens rundforvirring af modstridende følelser. Hvordan det andre ”tænker” om én, kan få dig til at ”gemme” dig, forsøge at blive en anden. Fordi du ikke vil føle dig udenfor, gerne vil være sådan, som de andre synes du skal være.

Det er rent filmisk skildret mageløst og tyst nærværende. Som når Leo fortæller historien om den gule ælling, der følte sig udenfor, en aften, hvor Remi ikke kan falde i søvn på grund af rastløst tankemylder.

Det er close up, tæt på, så du kan se ansigtsmimik og øjnene, som ikke kan skjule, hvilke følelser der nu presser sig på.

Filmen skildrer uskylden, når de to glade løber gennem de blomstermarker, som Leós familie dyrker, eller når Remi dybt koncentreret spiller obo-solo med Leo siddende på første række.

Det er godt spillet af de to debutanter Eden Dambrine og Gustav De Waele. Især førstnævnte lyshårede og grønøjede Dambrine er på en gang intenst nærværende og samtidig så underligt fjern i sin selvvalgte, kølige afstandtagen.

Da han nærmest demonstrativt kaster sig over fysiske udfoldelse som ishockey og fodbold for at vise, at han er en ”rigtig” dreng. Samtidig med at han godt ved, at han er en ven, der har svigtet sin bedste kammerat. Og det ved Remi også.

Det skal gå galt og gør det også, da Remi tager konsekvensen. Men filmen slutter ikke her, men arbejder videre med sorgen, tabet og den underlige følelsesløse tilstand, som Leo ender i.

Lukket inde i en boble, et tomrum, hvor han ikke kan forstå, hvad der sker med ham. Eller finde ud af hvordan han kommer videre.

Bid også mærke i de blomstrende markers symbolik, hvordan de smukke blomsterhoveder bliver plukket, høstet nådesløs for at blive udnyttet kommercielt.

Hvordan landskabet skifter fra sommerlig uskyld til efterårets slid med at gøre klar, inden der skal plantes igen. Og hvordan det passer så godt med den udvikling Leo gennemgår.

Også i kraft af den for ham uundgåelige nødvendighed i at opsøge Remis mor, Sophie (Émilie Dequenne), der sorgramt og samtidig stærk, hjælper Leó videre, så han kan komme overens med sig selv, sit tab og svigt.

Hun er fremragende i rollen, som den, der måske har mistet mest, men som alligevel giver tid og rum, så det usigelige kan komme frem.

Det er stærk film. I sin afsøgning og undersøgelse af maskulin identitet, fysisk ”flugtudfoldelse” og fortrængte følelser og skildringen af overgangen fra dreng til mand.

En fremragende Cannes-vinder.