Jamen det er altså ikke sjovt

FILM: "Centervagt"

Det kører ad H til i det lokale shoppingcenter. Der er ingen kunder. Derfor er der ikke råd til at have to centervagter til at patruljere. Den ene skal fyres.

For at undgå fyringen begynder vagterne at stjæle fra butikkerne, for på den måde at gøre sig uundværlige.

Som overordnet plot lyder det da ganske sjovt. Desværre er der rimeligt langt fra tanke til handling, og "Centervagt" er en uendelige kedelig komedie.

Hvis man som instruktør siger til de medvirkende: "Prøv lige at se lidt fjollet ud" og tror, at det er nok til at skabe en komedie, så er man simpelthen blevet for doven.

Der medvirker en perlerække af kendte og dygtige komikere i denne film. Men det virker ikke. 

To problemer

Der er to problemer i denne film:

1: Dårligt manuskript.

2: Dårlige instruktion.

Rasmus Heide står bag begge dele. Han har de seneste 13 år præsenteret en stribe film-komedier af svingende kvalitet: "Blå mænd", "Alle for 1/2/3" - det er tre film. Og "Julefrokosten". Når det går bedst, kan de være sjove.

Denne film er hans ringeste til dato, fordi den er så usjov. Jovist var der et par grin undervejs, men i skrivende stund har jeg faktisk glemt dem.

Men manuskriptet fejler også. For lige så kækt som det lyder i indledningen, lige så kikset bliver det i selve afviklingen.

Der, hvor det går galt, er, at den ene centervagt Glen (Rune Klan) er ulykkeligt forelsket i den anden, MC (Josephine Park). Det betyder hele to store handlingsspor i en og samme komedie. Det kan slet ikke rummes lige her. Og den der  ulykkelige kærlighed er faktisk ret kikset. Især fordi man ret hurtigt finder ud af, at de to ikke skal have hinanden.

Gennem filmen ser vi en masse kurtisering, eller hvad man skal kalde det, når Glen er alt for genert til at få det sagt. Men vi ser også en stribe tyverier i centret, hvor den ene af de to er tyven og den anden er den vakse vagt, der forhindrer forbrydelsen i at blive effektueret.

Brutal lyd

Hele vejen igennem har filmen en meget brutal lydside, når pointerne i de små - ganske små - vitser skal forløses.

Nicolaj Stokholm går omkring med sit Minolta spejlreflekskamera og tager billeder - og hver gang med en udløser, der larmer lige så meget som en Nibe Festival. Mad, der spises, er underlagt en lydside der minder om Roskilde Festival. Og når MC bøvser efter at have spist krydderboller, så er det så højlydt, at det kan høres helt til Woodstock.

Der er jo ikke noget sjovere, end en kvinde der bøvser, ikke? Eller nej: Det er ikke morsomt. Det er bare dumt.

Når MC skal drikke Glens kaffe, så jubler hun over dens velsmag, fordi han i stedet for vand bruger lage fra henkogte pølser...

Jo - det er det virkeligt skarpe skyts, der er taget i anvendelse, for at få grinene frem.

Men intet hjælper. Selv en formidabel skuespiller som Kirsten Lehfeldt ender i simpelt overspil uden nuancer.

Rasmus Heide plejer at have Mick Øgendahl med i sine film. Det er måske ham, der har hevet grinet i land i de foregående. Så måske Heide burde have ringet efter Øgendahl for at få komikken til at fænge.

Når denne film - måske - alligevel overlever i biograferne og trækker publikum, så skyldes det den næsten totale mangel på amerikanske film på markedet.

Danske film og børnefilm fylder det meste. Der er ikke så meget at vælge blandt. Men var der det, så ville "Centervagt" være idømt en skæbne som fiasko rent kommercielt. Nu er det kun en fiasko rent kunstnerisk.