Politisk horror

FILM - "Candyman"

Candyman er tilbage. Denne gang som en meget politisk motiveret efterfølger til den oprindelige film fra 1992.

Året er nu 2019, og kunstneren Anthony McCoy flytter ind i en stor, lækker lejlighed i Cabrini sammen med kæresten og galleridirektør Brianna.

Anthony ønsker inderligt at slå igennem som kunstner, og derfor leder han efter ny inspiration til sine værker.

Han hører om legenden Candymand og finder straks den makabre historie interessant.  

Ifølge myten hjemsøger Candyman et boligkompleks i Cabrini og kan hidkaldes, hvis man siger hans navn fem gange, mens man ser ind i et spejl.

Candyman. Candyman. Candymand. Candymand. Candyman.

Han vil så dukke op i spejlet og dræbe dig med sin klo.

Anthony fortolker legenden i sin kunst uden at vide, hvad han har startet, og pludselig går det op for ham, at han ikke længere kan flygte – hverken fra Candyman eller fra sin egen skæbne.

Candyman er en film, der i høj grad har politiske aspekter, og hvis man har set gyserfilmen ”Get Out”, kan man sikkert genkende det gennemgående tema omkring undertrykkelsen af de sorte i USA, og hvordan de hvide stadig udøver racisme.

Candymans manuskript er nemlig skrevet af Jordan Peele, der modtog en Oscar for filmen ”Get Out”.

Det er tydeligt, at Peele, som denne gang også er producer, har en mission med at lave politiske gyserfilm, men denne gang slipper han knap så elegant fra det.

Selvom budskabet rammer direkte ind i Black Lives Matter-bevægelsens ånd og er uhyrlig vigtigt og centralt i kampen for rettigheder, så bliver temaet om racisme trukket kluntet ned over handlingsforløbet.

Man sidder tilbage med spørgsmål som, hvorfor hjemsøger Candyman et sort kvarter, når han kæmper mod de hvide?

Racismebudskabet leveres bedst, når det gøres mellem linjerne.

F. eks. når Anthony opsøger Cabrini Green, hvor politiet patruljerer og ved lyden af en hurtig sirene, gemmer han sig refleksmæssigt bag muren. Det er tragikomisk og fungerer som en elegant kommentar i debatten.

Men det elegante ved den politiske pointe falder lidt til jorden, da Burke, der ejer et vaskeri i bydelen, kort efter fortæller, at politiet er konstant tilstede i området for at ’beskytte befolkningen’ eller rettere holde dem alle sammen fanget.

Her bliver Burkes indsigt og overblik over de sortes vilkår udpenslet i sådan en grad, at det føles overgjort, og samtidigt med fare for, at man som publikum føler sig talt ned til.

På den anden side kan litervis af teaterblod kombineret med slikkepinde og karameller for nogen syntes useriøst, når filmens centrale pointer er så alvorlige og aktuelle.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke er god, for inden for gysergenren er den stadig uhyggelig og uhyre spændende, når kæresten Brianna løber rundt i totalt mørke kun med lyset fra sin iPhone foran sig.

Yahya Abdul-Mateen II, der er kendt fra sin rolle som "Aquaman", gør det godt i rollen som den lidt distræte kunstner.

Tragikomisk bliver det, når Anthony går mere op i, at hans kunst bliver nævnt i nyhederne, frem for at to mennesker brutalt blev dræbt foran dét spejl, som indgår i hans værk.

I mine øjne fungerer en gyserfilm godt, hvis man pludselig tænker på filmen igen, længe efter man har trådt ud af biffen, f. eks. når man børster sine tænder om aftenen og ser ind i spejlet.

... "say his name".

Photo credit: Parrish Lewis Copyright: © 2020 Universal Pictures and MGM Pictures. All Rights Reserved.