Den gudbenådede sanger

Film - ”Bob Marley – One Love”

Skulle du være i tvivl, om at reggaestjernen Bob Marley (1945-1981) betød noget ganske særligt for den fattige og undertrykte befolkning på øen Jamaica …

Og at hans sange stadig både holder og bevæger med deres helt særegne personlige sprog, vitalt og sensuelt musikalsk og med tekster, der både er dybt og stærkt socialt engagerede og samtidig præker rastafari-religionens budskab …

Ja, så vil jeg anbefale at gå ind og se den her film.

Den er ikke blot ren nostalgi, selv om denne anmelder på forhånd var endog særdeles positivt stemt over for at ”genhøre” Marley.

Jeg var nemlig blandt de heldige stående foran store scene på Roskilde Festival, 1. juli 1978, hvor Marley & The Wailers gav en uforglemmelig koncert som hovednavn.

Filmen åbner i 1976, hvor Jamaica er plaget af politisk vold og uro, bandekrig og skyderier. Marley (Kingsley Ben-Adir) har besluttet at give en fredskoncert ”Smile Jamaica" og præker fred og forsoning, skønt han ikke engagerer sig politisk.

Hans kone Rita (Lashana Lynch) og flere andre omkring forsøger at overtale ham til at aflyse koncerten. Men Marley holder fast på sit. Indtil bevæbnede gangstere trænger ind i hans hjem i Kingston.

Skyder både ham og manageren Don Taylor og Rita. Han selv slipper lettere ramt, men både Don og Rita bliver alvorligt såret.

Marley sender Rita og sine børn (han havde ni, deraf fire sammen med Rita) i sikkerhed i USA og drager selv til London, hvor han udover at lytte til datidens punk og ryge godt med ganja (cannabis) også begynder indspilningen af et nyt album, den skelsættende ”Exodus”.

Under ledelse af produceren Chris Blackwell (James Norton), hvis pladeselskab Island Records, han havde tegnet kontrakt med allerede i 1971. Dengang et overmåde indflydelses og nyskabende selskab, og det var her Marley fik sit første store internationale hit, ”No Woman, No Cry” (1975).

Kingsley Ben-Adir gør det godt i rollen som den gudbenådede reggaestjerne. På en gang tjaldsnøvlende og altid roligt hvilende i sig selv. Med sin naive og samtidig stærke tro på at det er muligt at ændre verden. Med kærlighed og sammenhold.

Samtidig rent ud monumentalt overbevisende, når han står på scenen og giver sig hen til musikken. Dansende, syngende og i evig bevægelse på scenen.

Hvis du ikke har set Marley selv optræde, så gør Kingsley Ben-Adir det faktisk udmærket.

Rundt om ham bliver der spillet nydeligt og dækkende, også  Lashana Lynch står godt tegnet som den stærke kvinde, der både var en del af Marleys vokaltrio, The I-Threes og samtidig tog sig af hans børn.

Men selv den biografiske historie forbliver underlig renskuret og konfliktsky. Der kunne være kommet en virkelig stærk film ud af det her, hvis familien Marley, der selvfølgelig står bag filmen, havde turdet ladet manuskriptforfatterne gå mere til stålet.

Hvordan var det at flygte fra sin fødeø? Hvordan var det at være adskilt fra Rita og børnene i to år?

Og ikke mindst hvordan havde hun det med Marley, der jo ikke som her skildret altid var en trofast, kærlig ægtemand. Og tilsyneladende ikke havde svært ved at bade sig i sin egen berømmelse.

I stedet bliver der brugt masser af tid på at vise Marley løbe morgentur med bandet, spille fodbold - det er han god til - og iøvrigt ryge tjald dagen lang.

Der mangler lige som bid i historien om drengen, der blev svigtet af sin egen mor og sin hvide far, og som alligevel blev reggaemusikkens største og mest indflydelsesrige kunstner. 

Men musikken i filmen fejler ikke noget, så har du lyst til at genhøre  "I Shot the Sheriff", "No Woman, No Cry", "Exodus", Stir It Up", "Jammin'", "Redemption Song" og "One Love", så er det bare med at komme afsted.

Også selv om selve den biografiske skildring er nærmest klinisk renset for konflikter og tegner et lige vel glansbilledagtigt billede af Marley. Det er hans musik, der redder filmen, mens selv portrættet bliver for fanagtigt tilgivende, svagt og nuancefattigt.

På bundlinjen står filmen som en nærmest helgenagtig kåring af Mr. Over-Cool Reggaekonge.

Men musikken ... den holder.