Voldtægt på krydstogt

Film - ”Birthday Girl”

En grum voldtægtshistorie rammet ind af luksus-uvirkeligheden på en amerikansk cruiser.

Skilsmisse-mor Nanna (Trine Dyrholm) har invitereret sin snart 18-årige datter, Cille (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og dennes veninde Lea (Maja Ida Thiele) på krydstogt i det caribiske med afsejling fra Miami.

Der er dømt party-party og gang i festen lige fra begyndelsen, hvor tøserne med mor i front løber mod deres Coco Cruise-kahyt. Blot for at finde den – shit! – alt for lille. Men pyt. Nanna har vin med, og så skal der lægges make-up, og de vil alle tre ud og danse.

Men hvad? Skal man være 21 år, før man kan få drinks? Så bytter vi da bare armbånd, problemløser mor Nanna behændigt. Der er gang i diskotekets dansegulv, og især en flok norske gutter på polterabend tiltrækker sig Cille og Leas opmærksomhed.

Mens mor Nanna brænder varm på en amerikansk maskinassistent, som hun tilfældigt møder i baren. Så bliver det dagen derpå, kursen er stadig sat mod Bahamas, da mor Nanna bliver vækket i kahytten.

En ung pige i guldkjole ligger og sover på øverste dæk, og det må hun ikke. Det er Cille. Hun husker intet, men tror nok, at hun har været sammen med nogen.

Men ved ikke med hvem og den efterfølgende lægeundersøgelse afdækker skrammer og mærker. Er det voldtægt?

Filminstruktøren Michael Noer vil være kendt for sin nøgternt realistiske, men også direkte stil. Sådan også her, hvor voldtægtsundersøgelsens omhyggelige indsamling af beviser både føles uundgåelig og samtidig stærkt grænseoverskridende for den unge pige, der traumatiseret må lægge krop til.

Hun bliver spillet fornemt af Flora Ofelia Hofmann Lindahl i en stadig vekselvirkning mellem afstandtagen fra den party-fikserede mor, der vil være ung med de unge og derfor er ”fucking for meget. Og samtidig hjælpeløs, usikker og allermest interesseret i at skubbe alt det ubehagelig væk og få det ”overstået”.

Overfor hende glimrer Trine Dyrholm så i mor-rollen. Med kunstige øjenvipper og en barmfager kjoleudskæring.

På en gang ganske forfærdelig, prøver at pynte på omstændighederne omkring overgrebet, og samtidig hurtigt på vej til at smide stiletterne for at forvandle sig til Adidas-klædt løvemor, der vil have retfærdighed for enhver pris.

Det gode krydstogtsskib befinder sig nemlig i internationalt farvand. Her er intet politi, og bestemt ingen til at beskytte danske statsborgere, så mor Nanna kaster sig ud i en selvbestaltet efterforskning præget af selvtægt og ganske ufine metoder.

For hun vil finde den skyldige. Så fuck securityteamet, kaptajnen og den opgradering til en bedre kahyt, som både hun og vi i biografmørket godt ved, bare er et forsøg på  at lægge låg på ”hændelsen”.

Det hele er filmet i en uvirkelig, nærmest gyseragtig kontrast, mellem skibets evige tilbud om fest, drinks og virkelighedsflugt i forhold til det rå overgreb, og det ansvarlige skibspersonales behændige modstand mod at få sagen ordentlig efterforsket.

Klaustrofobisk at se på, mens Dyrholm i hovedrollen kæmper indædt for sin datter. Også for at overbevise både sig selv og sin datter om, at hun er en god nok mor. Med fatale og uoverskuelige konsekvenser,

Det er godt skuespil, et thrilleragtigt manuskript og helt overordnet skræmmende godt.

Foto: Heikki Leis