Fuglemanden og brudepigen

Film - ”Bird”

Vi er nede på samfundets bund. Britisk underklasse. Så slemt er det vist ikke herhjemme, tror de fleste af os sikkert. Men gad vide …

Den 12-årig Bailey (Nykiya Adams) bor sammen med sin overtatoverede far Bug (Barry Keoghan), der har forelsket sig i den enlige mor Kayleigh. Og nu skal de giftes. Det koster selvfølgelig, men far Bug har en plan – en narkotudse, hvis slim er det reneste narko, skal betale brylluppet.

Og Bailey skal selvfølgelig være brudepige i pink pailletkjole, men nej – det show gider hun fucking ikke stille op til. Det kommer til en voldsom konfrontation, og i protest klipper hun sin rastakrøller af og prøver også at komme med i sin halvbroder Hunters bande.

Dog uden held. Efter at have overnattet under åben film på en mark vågner hun med prustende heste omkring sig og møder her første gang den mystiske kiltklædte Bird (Franz Rogowski).

De indleder et spinkelt og sært venskab, og snart har Bailey nok at se til. Hjælpe Bird med at finde sin familie. Få styr på sin mors voldelige problemfyldte forhold til kæresten Skate og samtidige beskytte sine tre små søskende, Peena, Keesha og Lew.

Det er socialrealisme, som vi kender det fra Ken Loach, men samtidig tilføjet forunderlige, overnaturlige og mystiske elementer. Vi er i en rå virkelighedsverden med betonslum, faldefærdige rønner, grafitti overmalede vægge, kamphunde og stoffer.

Men filmens titel og en af dens hovedpersoner – Bird – retter også fokus på alle fuglene, der hele tiden – måger og ravne- er vidne til menneskenes uforstand og voldelig adfærd.

Naturen er til stede som noget større end os. Parat til at tilbyde trøst og forløse, når det ser allerværst ud.

Sommerfugle, en mariehøne. Alt det naturlige som lever i udkanten af det syge byliv. Nærmest på trods.

Det giver filmen en helt egen magisk stemning, mens vi følger Baileys kamp – hendes spinkle mulighed for at få et bedre liv – slippe ud af og af med alle de problemer, hun er omgivet af.

Filmen skildrer både den unge piges udvikling, hendes ”forvandling” fra barn til ung kvinde, samtidig med at den giver et både solidarisk og overbevisende billede af en verden, en måde at leve på, som de fleste af os ikke kender ret meget til.

Hvor der også på trods af usle levevilkår også er plads til ømhed og menneskelig omsorg.

Den unge Nykiya Adams er ganske forrygende i rollen som Bailey. Altid på vagt, parat til at filme mistænkelige personer med sin mobiltelefon, men også med et skarpt blik for, hvad der er ret og rimeligt.

Hun har fået alt for meget ansvar lagt på sig. Næsten uden mulighed for at finde sig selv og hvad hun vil med sit liv.

I rollen som far Bug er Barry Keoghan et veritabelt kraftcenter af et egoistisk, selvoptaget og egenrådigt røvhul, der så alligevel viser sig at have et stort bankende hjerte for sine børn.

Franz Rogowski som fuglemanden med tysk accent, er lige tilpas symbolsk spillet som mystisk es, der pludselig drejer filmen et helt andet sted hen.

Det hele er autentisk filmet on location. Både med rystet håndholdt kamera, men også med close up nærbilleder, og musiksiden med sin blanding af punk, rap og Coldplays ”Yellow” bidrager fint til den kaotiske, fortvivlende og samtidig ukuelige stemning.

Replikkerne er korte, lige til sagen, no nonsense, og aldrig bange for trykke en stor tyk tommelfinger ned der, hvor det gør allerondest i sjælen.

Det er fortvivlende, voldeligt og skræmmende livet dernede på bunden, men samtidig også en film fuld af energi og handlekraft.

Ukuelighed står der med overbevisende slutskrift på filmens bundlinje. Virilt liv og humor redder den igen og igen midt i al trøstesløsheden.

En kulsort perle af en film. Se den endelig!

Og bliv endelig siddende under rulleteksterne og nyd fraklippene. Plus alle dem, der bliver takket for at have gjort filmen til en realitet.